Folkeskolernes lektiecaféer kan ende i det rene kaos

Skoleleder-formand kalder politikernes løsning med lektieordningen for fuldstændig tåbelig.

Det vil skabe store udfordringer for skolerne, når folkeskolereformens frivillige lektiecafeer skal tage imod eleverne efter august 2014. Det frygter formanden for Skolelederforeningen, Anders Balle, skriver Information.

I et nyt notat fra Kommunernes Landsforening, som beskriver folkeskolereformens konsekvenser, fremgår det, at det er op til de enkelte kommuner at beslutte, hvordan lektiecaféerne skal udformes og planlægges.

Samtidig oplyser Ministeriet for Børn og Undervisning, at til- og framelding til lektiecaféerne skal kunne gøres fra dag til dag.

- Som ledelse er vi nødt til at vide, om vi skal sætte bemanding på eller ej. Vi er jo nødt til at vide, om der kommer nogle elever, så vi kan udnytte ressourcerne så godt som muligt, siger Anders Balle.

Derfor forudser han, at hver enkelt kommune er nødt til at finde en administrativ løsning, hvor forældrene meddeler skolerne, om deres børn har tænkt sig at deltage i de frivillige lektiecafeer:

- Det er fuldstændig tåbeligt, at det endte, som det gjorde i de politiske forhandlinger.

- Det er helt uklart, hvordan disse frivillige lektiecafeer skal fungere, og der vil selvfølgelig være stor politisk opmærksomhed på dem, fordi det var den store knast i forhandlingerne. Jeg frygter, at der vil blive et enormt bureaukrati omkring lektiecafeer.

Hos Konservative mener børne- og undervisningsordfører Vivi Kier ikke, at en daglig tilmelding til lektiecaféerne overhovedet er nødvendig.

- Lektiecafeen skal ligge i slutningen af skoledagen som et tilbud, eleverne kan bruge eller ikke bruge. Forældrene skal ikke gøre noget som helst.

- Jeg tror, at et stort flertal af landets skoler allerede i dag har lektiecafeer, og der skal man ikke tilmelde sig, siger hun til Information.

Oversigt

    Oversigt