I det fynske folks tjeneste

Folketingspolitikere vil have to retskredse på Fyn

Sydfyn skal have sin egen retskreds - det mener 10 af de 14 fynske medlemmer af Folketinget.

Lene Espersens plan om at gøre Fyn til landets suverænt største retskreds har allerede udløst skarp kritik fra flere sider.

Blandt andet slår de ti kommende borgmestre i de nye store fynske kommuner i samlet flok til lyd for at Sydfyn får sin egen retskreds - borgmestrenes fælles brev blev afleveret til ministeren torsdag.

Og nu bakker folketingspolitikerne altså op ved også at skrive til Lene Espersen.

Fire vil ikke være med

De konservatives Bendt Bendtsen og Carina Christensen har ikke reageret på initiativtageren Carsten Hansens (S) henvendelse, mens Venstres Lars Christian Lilleholt og Britta Schall Holberg ikke har ønsket at skrive under på brevet. Det har til gengæld venstremanden Erling Bonnesen.
 
Lene Espersen har tidligere på måneden givet udtryk for, at hun vil overveje de fynske forhold endnu en gang.