Fond giver skoler millioner til bedre historie

Med mere end seks millioner kroner fra A.P. Møller Fonden skal 86 skoler i Syddanmark styrke elevernes historieundervisning.

Odense Kommune har sammen med otte andre kommuner i regionen indledt et treårigt projekt ”Sammen om historien”, som skal give et løft til historieundervisningen. I alt deltager 86 skoler i projektet som støttes med mere end seks millioner kroner fra A.P. Møller Fonden.

- Historiefaget er et af de mindre fag i skolen, og det betyder, at det ikke altid står forrest i køen, når der skal skabes kompetenceudvikling. Her er der meget ofte fokus på de større fag. Med projektet får mere end 200 historielærere et kompetenceløft og lokale kulturinstitutioner er tænkt ind i udviklingen, siger Anette Lauridsen, projektleder og konsulent på University College Lillebælt i Odense, som sammen med HistorieLab skal stå for kompetenceudviklingen.
 
I Odense Kommune glæder man sig over, at eleverne med den nye opgradering af historieundervisningen, får serveret historie på en helt ny måde. Alene i Odense får 70 lærere mulighed for at deltage i projektet, som skal komme eleverne til gavn på alle de odenseanske skoler.
 
- Odense er en by med en tusindårig historie. Byen indrammer mange historiske steder og begivenheder, som selvfølgelig skal være en naturlig del af elevernes historieundervisning, siger Susanne Crawley Larsen (R), rådmand, Børn- og Ungeforvaltningen, Odense Kommune.

- Det er vigtigt for børnenes dannelse og personlige udvikling, at de får en forståelse for den historie og kultur, de er rundet af samt en forståelse for den tid, de lever i. Uden en historie i rygsækken bliver vi rodløse. Samarbejdet med Odense Bys museer vil give nye relationer og bidrage med eksempler på varierede undervisningsformer i historiefaget. Viden, som medarbejderne kan tage med hjem og bruge i undervisningen på skolen. Jeg er sikker på, at både børnene og medarbejderne vil få mange skønne timer og på hver deres måde blive klogere, forklarer hun.
 
Fakta om ”Sammen om historien”
Projekt ”Sammen om historien” er et kompetenceudviklingsforløb, som involverer ni kommuner, 86 skoler og mere end 200 lærere i Region Syddanmark. Kompetenceudviklingen forløber fra 2016-2019 og er støttet med 6.380.000 kr. af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. University College Lillebælt står sammen med HistorieLab – Nationalt Videncenter for Historie- og Kulturarvsformidling for kompetenceudviklingen.

Oversigt

    Oversigt