I det fynske folks tjeneste

Forårsrullen: - Jeg er spændt på at se stykket om min familie

00:37

Hemming Van var gennem mange år ejer af Daloon, der især er kendt for at producere forårsruller. Nu kan han se historien om sig selv og sin far på Odense Teater. Video: Morten Albek

Når Odense Teater sætter teaterforestillingen 'Forårsrullen' op, handler det både om mad og familien bag forårsrullefirmaet Daloon.

Hemming Van har altid været vant til at have kontrol over tingene, men lige om lidt kan alle og enhver gå ind og se historien om ham og hans familie på Odense Teater. 

Og han aner ikke, hvad der bliver vist på scenen til premieren.

- Jeg har tænkt mig at gå ind og se den lidt før, så jeg er lidt forberedt på, hvad der skal ske. Jeg har snakket lidt med teatret, og de siger, at jeg godt lige må komme ind og se nogle sceneprøver. Så ved jeg, om jeg bliver skudt, griner han.

Daloon har gennem mange år været kendt som producent af forårsruller. Foto: Jørgen Jessen/Scanpix

62-årige Hemming Van var indtil 2015 ejer af Daloon i Nyborg. En virksomhed, der især er kendt for produktion af forårsruller. Og det er historien om familien bag Daloon, der nu bliver til teater i forestillingen 'Forårsrullen', skrevet og instrueret af Martin Lyngbo.

- Jeg elskede forårsruller, da jeg var barn. Det var virkelig en dybfølt kærlighed, jeg havde til det produkt. Og hvorfor mon jeg egentlig ikke elsker den så meget mere? Og det var et startpunkt for mig at tænke, hvad er det for en bevægelse i de der symboler, der samler os og skaber fællesskaber, siger Martin Lyngbo.

Hemming Vans kinesiske far, Sai-Chiu Van, kom til Danmark i 1935. Det skulle bare have været et kort ophold for at lære om dansk landbrug, der i 1930'erne havde gode erfaringer med effektiv dyrkning.

Martin Lyngbo har skrevet og instrueret forestillingen 'Forårsrullen på Odense Teater. Foto: Morten Albek

Men da japanerne invaderede Østkina i 1937, blev det for farligt at vende tilbage for Hemming Vans far. 

I stedet begyndte Sai-Chiu Van på Landbohøjskolen og påbegyndte en uddannelse. Anden Verdenskrig gjorde det ikke nemmere at vende hjem, så til sidst blev den unge kineser rodfæstet i Danmark med dansk kone.

Der er ikke noget fordækt i historien, som ikke tåler dagens lys.

Hemming Van, tidligere ejer af Daloon.

Erfaringer med produktion af eksotisk soyasovs i svigerforældrenes kælder og friske forårsruller til en restaurant i Tivoli, gav Sai-Chiu Van så meget erfaring, at han til sidst kunne starte Daloon. 

Fra elsket hverdagsmad til udskældt junkfood.

Hemming Van er ikke bekymret over forestillingen, for han mener ikke, der kan være noget kontroversielt i den. Til gengæld er han spændt på, hvordan iværksætterhistorien bliver fortalt.

- Der er ikke noget fordækt i historien, som ikke tåler dagens lys. Men man kan godt stille sig selv det spørgsmål, hvad det er ved vores historie, der gør den interessant. Der er mange indvandrere, der bliver selvstændige. Men en indvandrer, der bliver selvstændig og har succes med det, og samtidig laver et produkt, der ligger i alle supermarkeder i kongeriget. Et produkt, som alle har et forhold til på godt og ondt. Nogle elsker forårsruller, andre kan ikke døje dem. Dén kombination, den er nok unik, mener Hemming Van.

Martin Lyngbo mener, at danskernes forhold til forårsruller har ændret sig.

- Forårsrullen er i hvert fald noget andet i dag, end den var i 80'erne og 90'erne, hvor det var et samlende produkt for middelklassedanmark. Der er nogle vældig fine nogle med koriander og halløj, og så er der dem, der næsten er til alkoholikerne nede i den allerbilligste frysedisk, siger instruktøren.

Men Hemming Van er slet ikke enig i instruktørens triste udlægning af forårsrullens historie.

Læs også Efter salg af Daloon: Nu spiser vi flere forårsruller

- Forårsrullens endeligt er blevet forudsagt mange gange. I de tredive år, jeg var i Daloon, snakkede man tit om det. Men den lever i bedste velgående, måske bedre end nogensinde. Det er selvfølgelig et godt drama, at det måske kunne have gået meget bedre. Men den er jo stadigvæk helt rationelt betragtet et vældig godt og relativt billigt bud på, hvad der skal på middagsbordene. Så jeg tror også, den har en rolle i mange år endnu, siger Hemming Van.

I teaterstykket oplever man både Sai-Chiu Van og Hemming Van, så den tidligere Daloon-ejer er spændt på, hvordan historien om familien og forårsrullen bliver vist til publikum.

- Premieren glæder jeg mig selvfølgelig meget til. At se, hvad det er, Martin Lyngbo har fundet på af dramatiske vinkler på det her. Hvis han er for hård ved forårsrullens skæbne, så vil jeg trykke ham på næsen og sige 'der tager du fejl, for den har det stadig godt'.

Forårsrullen har premiere den 17. maj i Teatersalen i Odeon.

Herunder kan du se hele indslaget om forestillingen:

04:09

Video: Morten Albek

Luk video

 

 

Ved du noget? Så send os et tip