Forældre til anbragte kæmper mod fordomme

"Mit barn er anbragt - Tør du tale med mig?". Sådan lyder en ny kampagne, der skal nedbryde fordomme om forældre, som har deres børn anbragt.

Den ny kampagne skal øge kendskabet til foreningen FBU-Syd, der kæmper for at hjælpe forældre med anbragte børn og nedbryde fordomme.

Det kan være svært at have sine børn anbragt, og ofte bliver man mødt med et hav af fordomme, når man fortæller, at ens børn er i pleje.  Det ved Henrik Nielsen, hvis datter har været i pleje næsten siden fødslen, alt om.

- Når jeg fortæller det, kigger folk på mig og siger: Gud, du ligner ikke sådan en! Mange tror, at det kun er alkoholikere, narkomaner og voldelige personer, der får deres børn anbragt, fortæller han.

Og netop fordommene er det vigtigt at kunne tale med nogle om, fortæller Tine Plougheld, som er formand for FBU-Syd, der driver ForældreFristedet i Odense. Her kan forældre med anbragte børn komme mandag og onsdag aften og tale om det – og meget andet..

- Det er rart at have et sted, hvor man går hen, når ens barn bliver anbragt. Et sted, hvor man kan snakke med nogle uvildige personer, som selv har prøvet det på et eller andet tidspunkt, forklarer hun.

Ny kampagne skal udbrede kendskabet

Men alt for få kender til foreningen og ForældreFristedet. Faktisk viser en ny undersøgelse foretaget på University College Lillebælt, hvor blandt andre pædagoger og socialrådgiver uddanner sig, at kun fire ud af de 380 studerende kender  FBU-Syd. Og det er problematisk, da det blandt andet er disse faggrupper, der skal henvise forældrene til foreningen. Det fortæller Julie Kaad Jensen, der læser til pædagog og har lavet undersøgelsen i samarbejde med en gruppe medstuderende.

- Det åbnede vores øjne for, at kendskabet til foreningen skal spredes. For den giver jo forældrene et frirum, hvor de kan være sig selv uden at føle, at der bliver set ned på dem, eller at de skal skjule deres historie, siger hun.

Derfor har hun og hendes medstuderende som led i et innovationsprojekt lavet kampagnen "Mit barn er anbragt - Tør du tale med mig?"

- Vi vil gerne sætte fokus på, at det også er helt almindelige mennesker, der får deres børn anbragt , og de fortjener at blive behandlet med respekt, uddyber Julie Kaad Jensen.

Og kampagnen glæder både formanden for foreningen og dens brugere.

- Jeg håber, at den kan sætte fokus på det at have anbragt et barn, siger Henrik Nielsen og suppleres af Tine Plougheld: - Forhåbentligt kommer det også til at betyde, at forældrene kan ranke ryggen og sige: Jeg er lige så meget værd som dig, selvom mit barn er anbragt.

Du kan læse mere om foreningen FBU-Syd og ForældreFristedet her: http://www.fbu-syd.dk

Oversigt

    Oversigt