I det fynske folks tjeneste

Forældreprotest over blokade

Forældre og personale i Børnecentret Vandtårnet vender sig i skarpe vendinger mod den blokade institutionen har været udsat for de seneste uger. Forældrene er fortørnede over at blokadevagterne truer med fysisk magtanvendelse.

-

Forældre og personale i Børnecentret Vandtårnet vender sig i skarpe vendinger mod den blokade institutionen har været udsat for de seneste uger. Forældrene er fortørnede over at blokadevagterne truer med fysisk magtanvendelse over forældrene i institutionen.

På tredje uge bliver børnecentret Vandtårnet blokeret af pædagoger og forældre, der ikke ønsker at institutionen skal holde åbnet, mens de fleste andre daginstitutioner i Odense er lukket på grund af konflikten.

De ansatte i Børnecentret Vandtårnet støtter ikke strejken, og har fra starten af konflikten ønsket at holde børnehaven åben. Men det har blokaderne forhindret.

Børnehave er ikke kampplads
Nu har både forældre og ansatte fået nok af den ugelange blokade.

\"Vi forældre er stærkt fortørnede over, at fremmede ved hjælp af trusler om fysisk magtanvendelse forhindrer personale og børn i at komme ind i institutionen. Vi afviser at omdanne det, der skal være vores børns trygge omgivelser, til en kampplads for en strid, som både vi og de ansatte har valgt fra\", skriver Rosanna Sloth i en pressemeddelelse på vegne af forældrene i Børnecentret Vandtårnet.

\"Hold børnene udenfor\"
Både forældrene og de ansatte i institutionen er uenige i de besparelser flertallet i byrådet har besluttet, men de mener ikke at strejker og blokader hjælper.

\"En fysisk blokade er et kampskridt, der ikke hører hjemme foran en børnehave, og vi opfordrer de strejkende til at finde en anden kommunikationsform over for deres arbejdsgiver. Vi er uenige i de vedtagne besparelser, men vi er også uenige i denne efterhånden helt meningsløse konflikt. Hvis I vil strejke, så hold venligst vores børn udenfor\", udtaler forældrene i institutionen.

Udover Vandtårnet har også Haustruphave, Det Engelske Pakhus og et par andre institutioner valgt at fortsætte arbejdet, mens flertallet af pædagoger strejker.

Ved du noget? Så send os et tip