I det fynske folks tjeneste

Forbered dig til nytårsaften: Falck giver gode råd

Her er Falcks gode råd til nytårsaften, der traditionelt er årets travleste nat for Falcks redningsfolk.

Nytårsaftensnat er traditionelt årets travleste nat for Falck med et højt antal brande og mange fyrværkeriskader.

Men nogle enkle råd kan nedsætte risikoen for uheld og brande betydeligt, siger Falcks brandchef Bendt Trustrup.

- Fyrværkeriskader kan være meget alvorlige, og vi ser desværre hvert år tilfælde, hvor affyring af fyrværkeri giver skader med varige mén, og i enkelte tilfælde kan det også medføre dødsulykker, siger Bendt Trustrup.

Han giver følgende råd til sikker affyring af fyrværkeri:

* Affyr raketter fra et lodret rør eller fra en flaske, der står fast i jorden. Hold aldrig antændt fyrværkeri i hånden.

* Brug beskyttelsesbriller - også hvis du bare kigger på.

* Forsøg ikke at lave fyrværkeri selv.

* Gå aldrig tilbage til en fuser.

* Kast aldrig med fyrværkeri - selv tilsyneladende harmløst fyrværkeri kan give store brandsår.

* Tænd ikke fyrværkeri nærheden af brandbart materiale.

* Hold kæledyr inden døre - fyrværkeribrag kan skræmme dyrene.

Nytårsaften er også en meget travl dag for landets brandvæsner. Både vildfarent fyrværkeri, grove drengestreger og decideret hærværk fører hver nytårsaften til masser af ildebrande, siger Bendt Trustrup.

- Det er derfor en rigtig god idé hvis det er muligt at tømme og eventuelt aflåse containere, fjerne brændbart materiale og affald væk fra bygninger, så der ikke er noget, der frister svage sjæle, siger Bendt Trustrup.

Ved du noget? Så send os et tip