Forberedelser i gang til Sportslørdag

I morgen lørdag løber årets største sportsbegivenhed af stablen.

14. januar fra kl. 13 til 17 åbnes Odense Idrætshal igen til det gratis arrangement Sportslørdag. Det er 3. år, at fynboerne inviteres til en dag med sport og mulighed for at møde de fynske sportsstjerner.

Der er i øjeblikket fuld gang i forberedelserne til det store arrangement.

Sportslørdag slutter af med et stort show i Odense Idrætshal fra kl. 16-17, hvor Årets Sportsnavn 2011 blandt andet skal findes. Her er selvfølgelig også gratis adgang for publikum.

Klokken 16 træder dagens værter, standup-komikeren Sebastian Dorset og TV 2/Fyns Sandie Hansen Jensen op på scenen, hvor de vil uddele 5 priser, men også byde på sport og underholdning.

Der bliver budt på danseopvisning med sportsdansere fra Elitedans Syd, og drama, når landsholdsroerne Hans Christian Sørensen og Anne Lolk, der privat danner par, udfordrer hinanden i fægtning på scenen.

Svendborgs borgmester Curt Sørensen og Faaborg-Midtfyns borgmester Hans Jørgensen dyster i fodbold sammen med OB's Superligaspillere, og så kommer Jakob Sveistrup og synger, og det fynske band Avenor spiller.

Og så må vi ikke glemme at alle de fynske mestre kommer på scenen for at blive hyldet af publikum for nationale og internationale præstationer.

Udover priserne Årets Sportsnavn og Årets Fund uddeles også Årets Initiativpris (Fynske Idrætsforbund), en pris til Årets Frivillige Idrætsleder i Odense (SIKO), og endelig som noget nyt uddeler DBU-Fyn en pris til Årets fynske breddefodboldklub.

Oversigt

    Oversigt