Forbrugerne river færdiglavet mad ned fra hylderne

Familien Marcussen gider ikke at handle, og derfor får de leveret mad til døren. Nu vil fynsk fødevareproducent udnytte forbrugernes hang til det nemme.

Den færdigblandede salat, frysepizzaen eller kassen med madvarer leveret til hoveddøren. Umiddelbart har de ikke meget med hinanden at gøre - og så alligevel.

For fødevarerne er alle eksempler på en fødevaretendens, som fylder mere og mere. Den hurtige og nemme løsning. Convenience food hedder det, og forbrugerne bruger flere og flere penge på den nemme løsning fremfor selv at snitte grøntsagerne og stege bøfferne. 

quote Det er helt vildt. Det er det nye økologi

Klaus Slotsager, varehuschef, Føtex Rosengaardcentret

En af de forbrugere er Gry Marcussen og hendes familie. Familien Marcussen består af Gry, Morten og børnene Smilla og Bertram. De får leveret én måltidskasse om ugen til fire personer med i alt tre aftensmåltider.

- Det sparer os for tid, penge og frustration, siger Gry Marcussen. 

Det stigende antal af forbrugere, som vælger den nemme madløsning, er både fødevareproducenter og detailbutikker helt opmærksomme på. Og de vil alle have en bid af omsætningskagen.

Nemt fylder mere
- Det er helt vildt. Det er det nye økologi.

Sådan siger Klaus Slotsager, varehuschef i Føtex i Rosengaardcentret, om convenience-bølgen. 

Udvalget af nemme og hurtige løsninger til måltidet vokser og vokser.
Udvalget af nemme og hurtige løsninger til måltidet vokser og vokser.
Foto: Lasse Beck Frost

De oplever en kæmpe efterspørgsel på convenience food. Udvalget af convenienceprodukter er derfor også fordoblet siden sidste år. Derfor er antallet af hyldemeter med færdigblandet salat eller færdiglavet boller i karry også steget de seneste år.

De to danske detailgiganter Dansk Supermarked og Coop satser begge på den nye forbrugertype. Og det kommer blandt andet to fynske fødevareproducenter til gode. Løgismose og Catering Danmark.

Løgismose fusionerede i 2015 med Claus Meyer. Et samarbejde, som nu går under Løgismose Meyers. Og fra den fynske fabrik i Broby producerer virksomheden nu færdiglavet mad til både Dansk Supermarked og Coop.

- Det er et forretningsområde, vi tror rigtig meget på, fortæller Steen Olsen, forretningsudviklingsdirektør i Løgismose.

Han tror især på en bestemt form for convenience.

- Vi satser stort på frisk mad frem for frossen mad. Det er først nu, at Danmark er klar til at tage skridtet væk fra den frosne pizza og lasagne. Og det skal vi udnytte, udtaler Steen Olsen.

Coop købte i april Catering Danmark – det tidligere Kokken & Jomfruen - med et mål om at udvide tilbuddet på færdige måltidsløsninger.

Mangel på planlægning
Dorte Wimmer er detail- og forbrugerekspert hos Retail Institute Scandinavia, som samler og analyserer data, viden og erfaringer om forbrugeradfærd.

Ifølge hende er en af grundene til den store udvikling på convenience food en mangel på planlægning. Især blandt de 15- til 34-årige. Den såkaldte 'generation y.' 

En ud af fem kvinder i 'generation y' handler dagligt. Og de har ingen plan for, hvad de skal købe i supermarkedet.

- Det handler om at optimere sin tid, og derfor tager vi genvejene, hvor vi kan. Genvejene er convenience food, og nu er genvejene nemmere og sundere, forklarer Dorte Wimmer. 

Den tanke kan Gry Marcussen godt genkende. 

- Når man skal handle ind, er der et tidspres man skal forholde sig til, men som man egentlig ikke gider. Man står i supermarkedet i sidste øjeblik, og hvad skal man så?

Gry Marcussen fortæller, at familien også smider mindre mad ud, efter de begyndte at få leveret maden til hoveddøren.  

Oversigt

    Oversigt