Forbrugerrådet: Stop for mobilmaster

En ny hollandsk undersøgelse tyder på, at stråling fra de nye 3-G mobilmaster kan være farlige, og det får Forbrugerrådet til at foreslå, at masterne ikke må sættes op, før det er klarlagt, om der er en risiko. Sct. Hans Skole i Odense er et af de steder, der har en mast placeret på taget, og det får forældrene til at bekymre sig.

-


Sådan ser masten på Sct. Hans Skole ud

En ny hollandsk undersøgelse tyder på, at stråling fra de nye 3-G mobilmaster kan være farlige, og det får Forbrugerrådet til at foreslå, at masterne ikke må sættes op, før det er klarlagt, om der er en risiko.
Sct. Hans Skole i Odense er et af de steder, der har en mast placeret på taget, og det får forældrene til at bekymre sig.

\"Jeg bliver selvfølgelig bekymret, fordi jeg har fulgt med i nyhederne\", siger Olga Laux, der har et barn på Sct. Hans Skole.

Folket skal høres
Forbrugerrådet har skrevet et brev til formanden for Folketingets Sundhedsudvalg Birthe Skaarup (DF) og opfordret til en borgerhøring om de nye 3-G-master.
Samtidig vil Forbrugerrådet altså have opsætningen af 3-G-master forbudt, indtil det er klarlagt, om der er fare ved at færdes i nærheden af masterne.

Den hollandske undersøgelse fortæller om folk, der har oplevet svimmelhed, kvalme og koncentrationssvigt på grund af masterne.

Klap hesten
I Odense Kommune vil rådmand i Børne- og ungeudvalget, Ruth Larsen (S) på et møde torsdag opfordre skolerne til forsigtighed.

\"Jeg synes skolerne lige skal klappe hesten med at indgå nye aftaler, før man ved om det er farligt\", siger hun.

Masten fjernes ikke
På Sct. Hans Skole bliver der dog ikke tale om at fjerne masten fra taget.

\"Vi tænker da over det, det er klart. Men det får ikke lov at vælte en beslutning, bare fordi der kommer een undersøgelse, der siger det modsatte af de andre\", siger Keld Nielsen, der er bestyrelsesformand på Sct. Hans Skole.

30.000 kroner
Sct. Hans Skole får over de næste 10 år 30.000 kroner om året af den nye mobilvirksomhed 3 for at have sat en 3-G mast op på skolens tag. Men det er ikke økonomien, der er skyld i bestyrelsesformandens udmelding.

\"Det har ikke betydet ret meget. Godt nok får skolerne i Odense alt for få penge, men det er ikke sådan, at de 30.000 kroner vælter læsset\", siger han.

Oversigt

    Oversigt