I det fynske folks tjeneste

Forbrugslåns-begmand til regeringen: Politisk flertal beskytter forbrugerombudsmanden

Regeringen må sluge en kamel for at få lov om forbrugslån vedtaget tirsdag. Flertal udenom regeringen vil ikke være med til at begrænse forbrugerombudsmandens tilsyn.

Forbrugerombudsmand beholder tilsyn med forbrugslånsvirksomheder. Foto: Forbrugerombudsmanden

Regeringen skal ikke røre ved Forbrugerombudsmandens tilsyn med forbrugslåns-virksomheder.

Det mener et politisk flertal på Christiansborg, der står bag et ændringsforslag, inden tredjebehandlingen af et nyt lov forslag i dag, hvor en stor del af tilsynet ellers er lagt i hænderne på Finanstilsynet.

Forslaget er fremsat af Enhedslisten, SF og Alternativet og har fået tilslutning fra Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.

Læs også Anette hjælper gældsramte: Ny lov skal give hende mindre arbejde

Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen har tidligere til TV 2/Fyn oplyst, at hun ser den nye lovgivning som en svækkelse af forbrugerbeskyttelsen og i strid med andre lovgivningskomplekser, hvor man har dobbelt tilsyn.

Den nye lovgivning ville efter Forbrugerombudsmandens udlægning føre til, at hun ikke kunne føre tilsyn med, at markedsføringsloven og kreditvurderingsreglerne bliver overholdt - altså om kunderne overhovedet har råd til at betale lånet tilbage.

Inden tredjebehandlingen i dag har et flertal bestående af SF, Enhedslisten, Alternativet, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti som nævnt besluttet, at Forbrugerombudsmanden skal beholde tilsynet.

Læs også Opposition med skrap kritik: Kviklånslov er ikke god nok

Det sker bl.a. efter, at Forbrugerombudsmanden har været på besøg i erhvervsudvalget.

-  Formålet med den her lov var jo at stramme op, og derfor ville det være meget, meget uheldigt, hvis resultatet var, at man i stedet reducerede kontrollen med den her branche, siger Pelle Dragsted, Enhedslisten. Partierne fik ændringsforslaget igennem i forbindelse med 2. behandlingen af lovforslaget.

Regeringen har fastholdt, at den nye lovgivning, hvor Finanstilsynet skal godkende og føre tilsyn med forbrugslånsvirksomheder var en styrkelse.

- Forbrugerombudsmanden vil fortsat kunne gribe ind over for udbydernes markedsføring og prisoplysning. Forslaget vil derfor samlet set medføre øget forbrugerbeskyttelse, da tilsynet med udbydere af forbrugslån skærpes, har det tidligere heddet i en udtalelse til TV 2/Fyn fra erhvervsministeriet.

Læs også Thorborg går fri: Kviklånsselskaber politianmeldt for vildledende reklamer

Fredag fremsættes i øvrigt endnu et forslag inden for forbrugslån.

Det sker, når SF stiller forslag om at skabe større gennemsigtighed for forbrugerne, skærpe reglerne for reklamer for kviklån i det offentlige rum, sætte et loft over renter og gebyrer, sætte et loft over, hvor mange kviklån og hvor stor en samlet gæld en låntager kan optage.

Socialdemokraternes erhvervspolitiske ordfører, Karin Gaardsted, siger på forhånd til TV 2/Fyn, at partiet ikke vil stemme for det forslag.

- Vi mener simpelthen ikke, det er vidtgående nok. Vi har 10 punkter, som vi vil gennemføre lige så snart, vi får regeringsmagten, siger hun.

Se forslagene her: 

I øjeblikket overvejer partiet et renteloft på forbrugslån.

- Branchen selv, Finans Danmark, har efter, at TV 2/Fyn kunne fortælle om lovlige kviklånsrenter på 759 procent, foreslået et maksimum på 50 procent. Forbrugerrådet 30 procent. Vi har ikke lagt os fast på, hvad det skal være endnu, siger Karin Gaardsted.