Forbryder åbner Ret og Strafmuseum

Danmarks første og eneste Ret- og Strafmuseum åbner fredag i Faaborg i det gamle ting- og arresthus. Olsen-bandens Benny kommer og indvier museet.

Morten Grundwald, alias Benny fra Olsen-banden skal for en gangs skyld selv i spjældet, når han indvier det nye Ret- og Strafmuseum i Faaborg.

Med sig har han en rekvisit fra Olsen-banden filmene, og den vil han aflevere til museet.

- Jeg vil ikke afsløre, hvad det er for en rekvisit, men det er en, Morten Grundwald har brugt i filmene, og den bliver udstillet i et pengeskab som vi bruger som montre, siger museumsdirektør Peter Thor Andersen fra Øhavsmuseet som det ny Ret- og Strafmuseum er en del af.

Morten Grundwald skal åbne museet officielt, fordi filmverdenen er den, de fleste forbinder med retssystemet og straf, fortæller Peter Thor Andersen:

- Ret og straf er et emne, de fleste kun kender fra film. De tror, at det er noget med dommere med paryk og en hammer, fordi de har set det i amerikanske film, og en dansk krimiefterforsker er ligesom Sara Lund fra Forbrydelsen. Derfor synes vi det var oplagt at tage en af dansk films største vaneforbrydere og bruge ham i forbindelse med indvielsen.

Museet indvies klokken 14, når Benny ankommer i en stor amerikanerbil, og der vil være aktiviteter foran museet fra 14 til 16.

Bagefter er museet åbent til klokken 17.30 som almindeligt museum.

Oversigt

    Oversigt