Forening vil redde Odense Observatorium

Om to uger skal Odense Observatorium lukke, da kommunen har stoppet tilskuddet. Men måske bliver Odenses eneste stjerneobservatorium reddet i sidste øjeblik.

Det er en sparerunde i Odense Kommune, der har fjernet det årlige driftstilskud til Odense Observatorium på Munkebjergskolen i Odense. Hidtil har udmeldingen været, at det vil betyde lukning af det 80 år gamle observatorium.

Gæsterne er de seneste uger strømmet til Odense Observatorium for at se på stjerner.

- Truslen om lukning har betydet, at alene de seneste tre dage har vi haft over 200 gæster, og det er faktisk lidt mere end vi kan klare, siger Erik Clausen, der som deltidsbeskæftigelse driver Odense Observatorium.

3003 obser2

9. april lukker forårsæsonen og samtidig forsvinder driftstilskuddet fra kommunen.

- Observatoriet er en del af Munkebjergskolens historie, og et stykke lokalhistorie, som vi ikke kan undvære, siger Erik Clausen.

Munkebjerg Skole har fremlagt forslag om mindre driftstilskud fra kommunen, men intet har hjulpet. Derfor tager skolen nu sagen i egen hånd.

- Vi vil forsøge at drive observatoriet videre i regi af en privat forening. Der er stor opbakning i lokalområdet til en bevarelse, så det tror vi er realistisk, siger skoleleder på Munkebjergskolen, Finn Holm Ewald.

Foreningen vil holde stiftende generalforsamling i løbet af sommeren, og håbet er, at Odense Observatorium kan åbne i september i lighed med de sidste 80 år.

- Vi indkalder til et borgermøde, og så må vi se om interessen er stor nok til at vi kan drive stedet videre, siger Finn Holm Ewald.

Den unikke stjernekikkert blev i 1917 skænket til skolen af amatørastrologen Seligmann fra Middelfart.

Oversigt

    Oversigt