Foreninger kan søge ny pulje

Idrætsforeninger og skoler i Odense Kommune skal arbejde bedre sammen for at sikre børns sundhed. Foreninger kan søge penge fra ny pulje.

Og til det har By-og Kulturforvaltningen lavet en pulje, som hvert år kan søges af foreninger.

Puljen kan søges allerede nu, og der bliver udloddet 1,7 millioner kroner og 1,5 millioner kroner årligt fra 2016.

Flere pilot-projekter er allerede i gang. Blandt andet har cykelbanen i Odense allerede fået 100.000 kroner fra Udviklingspuljen, der rækker til 20 måneders cykelskole. Og klubben ser store muligheder i den nye pulje.

- Den nye Idrætspulje er en fantastisk mulighed for os i foreningerne til at samarbejde med skolerne omkring den nye skolereform - og den giver os samtidig en ekstra mulighed for at finde talenter, siger Allan Poulsen fra Cykling Odense, som er en af Danmarks største cykelklubber.

Cykelbanen har indkøbt nye cykler, som gør, at de nu har mulighed for at få hele skoleklasser på besøg, som kan forsøge sig med banecykling.

Fiskeskolen og Odenses Beachvollyskole er også eksempler på foreningssamarbejde med skolerne, som den nye pulje kan bruges til.

- I samarbejdet med skolerne kan vi sammen udvikle og afprøve nye metoder, som skærper børnenes indlæringsevne. Vi skal finde ud af bl.a. at kombinere den traditionelle undervisning med bevægelse. I matematik kunne børnene f.eks. teste deres fysiske formåen og finde ud af, hvor hurtigt de kan løbe 100 meter, siger Preben Rasmussen, SIKO - Samvirkende Idrætsklubber i Odense.

SIKO holder inspirationsmøde for foreningerne om puljen tirsdag 26. maj.

Oversigt

    Oversigt