I det fynske folks tjeneste

Foreslår lukning af mindste øer

Forskere foreslår lukning af de mindste øer og i stedet bruge pengene på de mest livskraftige øer.

Hver beboer på Birkholm koster Ærø Kommune 82.636 kroner ekstra i forhold til kommunens øvrige beboere.

I det hele taget bruger kommuner med små øer, som har under 1200 indbyggere, store beløb på at holde liv i øerne, skriver Kristeligt Dagblad.

I takt med at antallet af øboer falder, stiger udgifterne til de tilbageværende beboere.

Men blandt andre Jørgen Møller, forsker i lokalplanlægning, udvikling og afvikling af landsbyer ved Aalborg Universitet, mener, at de mindste øer skal lukkes.

I stedet kan kommunerne bruge pengene på de levedygtige øer.

- Min faglige vurdering er, at vi lige så godt kan lukke de øer, som der ikke er nogen fremtid i. I stedet kan vi bruge midlerne til at styrke de øer, vi virkelig vil satse på, siger han.

I løbet af en generation eller to

Jørgen Møller taler ikke om at ekspropriere eller tvangsflytte folk.

- Kommunen skal købe boligerne på de mindste øer og give beboerne et tilbud, de ikke kan sige nej til. Lad os gøre det stille og roligt i løbet af en generation eller to, siger han til Kristeligt Dagblad.

Øerne kan så bruges til sommerhuse, udlejes til turister eller simpelthen sælges.

27 danske øer falder under kategorien beboede småøer,

De er ikke landfaste, ikke selvstændige kommuner og har højst 1200 indbyggere.

Efter en stabil årrække er befolkningen på de øer faldet voldsomt de seneste ti år.

Siden 2003 er hver syvende beboer forsvundet, så der nu bor ialt 4605 personer på de 27 øer.

Faaborg-Midtfyn åben

Borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune, Hans Jørgensen, Soc.dem. er åben overfor at lukke de mindste øer for helårsbeboelse.

- Vi kan ikke fange folk ind og sige, at de skal bosætte sig på en ø. Vi bliver nødt til at have lidt realisme ind i sådan en debat, siger han til Kristeligt Dagblad.

Ved du noget? Så send os et tip