I det fynske folks tjeneste

Forfattere i levende live rykker ind på Odenses biblioteker

03:15

Rasmus Dahlberg står klar med råd til nye skribenter og sparring til de etablerede i Odenses gamle banegård. Foto: Morten Albek.

Projektet Forfatternes Forhal skal skabe stærkere bånd mellem fynske forfattere og bibliotekerne i Odense.

I dag åbner Odense Bibliotekerne for et nyt initiativ, der skal styrke samarbejdet mellem biblioteket og de fynske forfattere. Projektet Forfatternes Forhal havde i dag åbningsreception på Musikbiblioteket i den gamle banegård i Odense.

Helt konkret skal der etableres forfatterarbejdspladser på biblioteket, skriveværksteder, sparring og netværksmøder. Hele efteråret vil det være muligt for skrivelystne og andre nysgerrige at møde en række fynske forfattere og få inspiration og gode råd om at skrive.

Den lokale forfatter Rasmus Dahlberg er tovholder på projektet, og han vil have sin faste gang på Musikbiblioteket indtil jul. Forfatternes Forhal er både for ikke-professionelle og for professionelle forfattere. Det kan nemlig være ensomt at sidde hjemme og skrive, fortæller Rasmus Dahlberg. Han har selv skrevet flere af sine bøger rundt omkring på byens cafeer. Og under Forfatternes Forhal vil han selv skrive på en spændingsroman.

- Det kan godt være, at nogle gæster her på musikbiblioteket kommer til at optræde i lidt slet skjult form i min roman, siger han.

Rasmus Dahlberg har skrevet en lang række faglige bøger om dansk og international historie, herunder bl.a. den kolde krig, historiens vendepunkter, katastrofer og såkaldt kontrafaktisk historie.

Derudover har han sammen med Lars Vestergaard skrevet en række skønlitterære værker under det fælles pseudonym Henrik Desmond, bl.a. spændingsserien PLAN B.

Ved du noget? Så send os et tip