Forfattere uden friby

Truede udenlandske forfattere vil gerne til Danmark som led i den såkaldte friby-ordning. Men staten og kommunerne kan ikke enes om udgifterne.

Københavns kulturborgmester, Pia Allerslev (V), finder det dybt beskæmmende, at den såkaldte friby-ordning - som går ud på, at kommuner i en periode huser truede udenlandske forfattere - endnu ikke er kommet i gang, fordi regeringen og kommunerne ikke kan blive enige om finansieringen.

Pia Allerslev henvender sig nu direkte til kulturminister Carina Christensen (K) for at få en løsning hurtigt. 30 forfattere står i kø for at bruge ordningen.

- Vi har længe brystet os af, at vi vil hjælpe kunstnere på grund af deres kamp for ytringsfrihed og demokrati. Nu er det hele strandet i en konflikt om, hvem der skal betale. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt. Jeg synes, det er skammeligt og pinligt, siger Pia Allerslev til Ritzau.

I et brev til kulturministeren lægger hun i et forhandlingsoplæg op til en løsning, hvorefter staten og kommunerne deles ligeligt om udgifterne i hver enkelt sag.

- Vi har ressourcerne, vi har pladsen, og vi har en by, som vi meget gerne vil præsentere som åben og tolerant, siger kulturborgmesteren og henviser til, at udgifterne til ordningen er overkommelig, hvis kommunerne og staten går sammen.

Loven om fribyer trådte i kraft den 1. juli 2008, men siden er udmøntningen af loven gået i finansiel hårdknude. De Konservatives politiske ordfører, Henriette Kjær, har hidtil afvist, at staten via Kulturministeriet skal dække opholdet for forfatterne. Omvendt har KL afvist at finansiere De Konservative kulturministres visioner om at hjælpe forfatterne.

Oversigt

    Oversigt