I det fynske folks tjeneste

Forgældede borgere i kø til gratis gældsrådgivning

Mange danskere søger rådgivning om økonomi. Men rådgivningscentre vil gerne ud til en større del af Danmark. Forbrugerrådet kan tilbyde gældsramte rådgivning i Odense.

Langt over 4000 danskere har indtil videre taget imod tilbuddet om gratis rådgivning på en af de omkring 30 frivillige gældsrådgivninger, der er poppet op i landskabet, siden de første satspuljemidler blev sat af til formålet i 2008.

Det skriver Politiken.

- Vi har haft cirka 25 procent flere henvendelser på vore gældsrådgivninger i 2012, derfor har vi udvidet åbningstiderne nogle steder i landet, og ved siden af tilbyder vi telefonrådgivning, fortæller formanden for Forbrugerrådet, Anja Philip, til avisen.

Forbrugerrådet kan tilbyde gældsramte rådgivning i Aalborg, Esbjerg, Odense, København og fra mandag morgen i Nykøbing Falster, når Forbrugerrådets rådgivning rykker ind i et af landets mest gældsplagede områder på Falster og Lolland.

- Vi ville gerne ud i hele Danmark og i landdistrikterne, for der er også brug for hjælp. Men det kræver selvfølgelig, at vi får flere penge at arbejde for.

- Selv om rådgivningerne kun kan fungere med den store grad af frivillig arbejdskraft, koster det penge at holde den kørende på et kvalificeret grundlag, siger Anja Philip til Politiken.

Hun sender dermed bolden videre til socialminister Karen Hækkerup (S). Ministeren roser rådgivningen, men sender ikke flere penge:

- Først blev der afsat 16 millioner til formålet i 2008; sidste år gav vi yderligere 40 millioner kroner til de frivillige gældsrådgivninger, så vi kan få de gode erfaringer bredt ud i hele landet.

- Og her er fordelen, at hjælpen bliver givet af mennesker, der gerne vil hjælpe og som ikke selv skal tjene penge på det, siger Karen Hækkerup til Politiken.

Ved du noget? Så send os et tip