I det fynske folks tjeneste

Skoleformand efter kaos på Kystskole: Forkert at fyre skoleleder

Nordfyns Kommune og skolelederen på Kystskolen Afd. Krogsbølle blev torsdag enige om en fratrædelsesaftale. Det er en forkert beslutning, mener bestyrelsesformand.

Ifølge bestyrelsesformand Michael Kildemose Nielsen har rammerne for skoleledelsen på Kystskolen afd. Krogsbølle ikke været optimal. Foto: Flemming Ellagaard

- Det er gået galt, fordi der ikke har været de rigtige rammer for ledelsen.

Sådan siger Michael Kildemose Nielsen, der er bestyrelsesformand for distrikt Kystskolen.

Han mener ikke, beslutningen om skolelederens fratrædelse på Kystskolen Afd. Krogsbølle er rigtig.

Nordfyns Kommune oplyste torsdag i en pressemeddelelse, at Morten Wettergren ikke længere skulle fortsætte som skoleleder.

Læs også Skoleleder fratræder efter store uenigheder i klasse

Den gensidige fratrædelsesaftale sker efter længere tids uenigheder mellem lærere, ledelse og forældre i en 6.- klasse på skolen.

- Jeg tolker det ikke som en gensidig fratrædelse, og jeg er dybt skuffet, siger Michael Kildemose Nielsen.

Ifølge bestyrelsesformanden har rammerne for skoleledelsen ikke været optimale, og han mener at sagen burde være løst anderledes.

- Vi bør lære af det her og blive skarpere på, hvordan man som ledelse skal håndtere sager som denne, i stedet for at fyre folk. At den er landet på Morten Wettergrens bord er ikke rimeligt, siger han.

Berørte forældre

I september meldte Nordfyns Kommune blandt andet ud, at 23 børn blev holdt hjemme fra skolen af deres forældre.

- Forældrene har reageret på en følelsmæssig påvirkning, fordi læreren i klassen havde fået nogle anklager, de ikke var enige i, siger formanden.

Læs også Slik-belønning på fynsk skole: Gode elever fik slik - de dårlige fik ingenting

Samme uge kunne TV 2/Fyn fortælle om et særligt sliksystem i samme klasse, hvor gode elever blev belønnet med søde sager, mens de dårlige elever ikke fik noget.

Efter torsdagens episode, hvor skolelederen fratrådte, har forældrene været meget berørte.

- Der er blandede følelser i forældregruppen, men alle er påvirket af sagen, siger Michael Kildemose Nielsenog understreger at bestyrelsen bakker op om alle forældre.

Frygter skolens fremtidige projekter

Ifølge formanden har skoleleder Morten Wettergren været primus motor på mange forsøg og projekter på skolen siden, han blev skoleleder i 2017.

- Vi har mistet en stor profil, afslutter han.

Den midlertidige skoleleder er viceskoleleder Caroline Kreiberg.

Læs også Slik-belønning: Mor tog sine børn ud af skolen