I det fynske folks tjeneste

Forlig i injuriesag

Tidligere ansat på børneinstitutionen Åhuset, Tina Hammerum Kragh erkender, at hun udtalte sig ærekrænkende om institutionen

Tidligere ansat på børneinstitutionen, Åhuset, i Odense beklager udtalelse om institutionen på TV 2/FYN og erkender at den var udokumenteret og ærekrænkende.

Den tidligere ansatte, Tina Hammerum Kragh, sagde 13. februar 2010 på TV 2/FYN, at:

- Åhuset er en pengemaskine og børnene et nødvendigt onde for at man kanaliserer penge ud til andre ting.

Det fik Fonden Åhusets leder, Stig Jørgensen til at anlægge injuriesag mod Tina Hammerum Kragh.

Mandag meddeler hendes advokat, Klaus Ewald, i en pressemeddelelse, at parterne har indgået forlig, hvorefter Tina Hammerum Kragh beklager udtalelsen, og at hun er blevet en del af offentlig polemik i forhold til Åhusets ledelse.

Skulle have ageret anderledes

Tina Hammerum Kragh tilføjer, at hendes utilfredshed med bla. opsigelsen af en skoleleder kunne have været tacklet på anden måde.

Hun burde have gjort ledelsen opmærksom på de problemer, hun mente der var, så de kunne have været klaret internt istedet for gennem pressen.

Hun beklager samtidig den rolle, hun måtte have haft med at indblande forældre og børn tilknyttet Åhuset i en personalekonflikt.

Tina Hammerum har accepteret at betale erstatning til modparten.

Åhusets ledelse har anlagt injuriesag mod to andre ansatte.

Ved du noget? Så send os et tip