I det fynske folks tjeneste

Formand for cityforening under anklage

En ny undersøgelse viser, at 29 ud af 37 afdspurgte butikker i Odense midtby har mistet kunder siden lukningen af Thomas B. Thriges gade. Samtidig beskylder butikkerne Peter Bøgholm for at tegne et misvisende billede af, hvordan byomdannelsen påvirker butikkerne.

Når direktøren for Odense Cityforening Peter Bøgholm udtaler, at butikkerne i centrum ikke har oplevet en kundenedgang siden lukningen af Thomas B. Thriges gade, så er det langt fra sandheden. Det siger Torben Andersen, indehaver af Politikens Kiosk på Skt. Knuds Kirkestræde.

- Det er fint nok, at Peter Bøgholm helt åbenlyst har en strategi om at forsøge at tale midtbyen op. Det synes jeg også, man skal, udtaler Torben Andersen og fortsætter:

- Men man må også forholde sig til virkeligheden. Og den er, at rigtig mange butikker har mistet en masse kunder, siden lukningen af Thomas B. Thriges Gade.

Men Peter Bøgholm er ikke enig i anklagen:

- Jeg synes, det går vældig godt. Og jeg mener ikke, at vi maler et rosenrødt billede, forklarer citydirektøren og henviser til en undersøgelse, de har lavet, hvor 58,8 procent af butikkerne har stagnation eller vækst.

Ændret sig til det værre

Torben Andersens anklage kommer efter en spøgeskemaundersøgelse, hvor 37 butikker er blevet stillet spørgsmålet "Mærker din butik forandringer i kundestrømmen efter lukningen af TBT"?

Hertil svarer 29, at det er ændret "til det værre"

Torben Andersen erkender, der er en række metodiske svagheder, for eksempel at der ikke er mulighed for at svare "uændret", hvilket seks butikker dog alligevel har gjort. Desuden dækker undersøgelsen kun en mindre del af bymidten.

Alligevel mener han, at tendensen så tydelig, at den viser, at byomdannelsen har en pris for butikkerne.

- Derfor holder det ikke, hvad Peter Bøgholm siger, lyder det fra Torben Andersen.

Peter Bøgholm vil ikke kritisere den anden undersøgelse, og han vil heller ikke udelukke, at det ville gå endnu bedre, hvis den omstridte gade ikke var lukket, men han holder fast i, at hans udtalelser er på baggrund af fakta.

Ved du noget? Så send os et tip