Efter afsløringer: Gulvfirma fyrer bedrageridømt underentreprenør

LH Gulve har fyret den bedrageridømte Osman Celik og hans virksomhed Hamburg Plan. Det sker efter, at Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn de seneste dage har afdækket Osman Celiks overenskomststridige og ulovlige måde at drive virksomhed på.

Dan Virkelyst Johansen og hans mere end 100 år gamle firma LH Gulve har ikke længere et samarbejde med den i Tyskland bedrageridømte Osman Celik og hans virksomhed Hamburg Plan.

- Samarbejdet er fortid, siger Dan Virkelyst Johansen, der ejer LH Gulve.

TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende kunne mandag kunne afsløre, at LH Gulve i flere år har arbejdet sammen med Osman Celik og flere af de virksomheder, hvor han blandt andet har bedrevet konkursrytteri, skattesnyd og social dumping.

Desuden blev Osman Celik så sent som i 2017 dømt for 59 tilfælde af bedrageri i Tyskland.

- Nu har jeg ikke været dybere nede i det, men der kommer jo sjældent røg, uden at der har været lidt ild. Så på grund af alt det, der har stået i avisen, har vi taget konsekvensen og sagt, at det kan vi ikke stå på mål for, og det skal vores kunder heller ikke, siger Dan Virkelyst Johansen.

Blev advaret af 3F

Ejeren og direktøren for LH Gulve har ellers i snart fem år arbejdet sammen med Osman Celiks forskellige firmaer. 

Alligevel mener han ikke, at han har haft mulighed for at vide, at Osman Celiks firma ikke overholdt overenskomstens løn- og arbejdsforhold, og at Osman Celik har drevet virksomhed i strid med dansk lovgivning.

- Jeg har kontrolleret det, jeg kan, ved at undersøge om han er momsregistreret, har et cvr-nummer og om han har tiltrædelsesoverenskomst med 3F. Det har jeg naivt nok troet var tilstrækkeligt.

Hvorfor har du ikke lyttet til de advarsler, du har fået fra 3F?

- Fordi jeg har ikke modtaget noget fra 3F om, at overenskomsten er blevet frataget hans firma, siger Dan Virkelyst Johansen.

Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn er i besiddelse af flere dokumenter, der viser, at Dan Virkelyst Johansen tidligere er blevet gjort opmærksom på Osman Celiks aktiviteter. Blandt andet på et møde i 2018, hvor LH Gulve-ejeren selv var til stede.

Vil kigge dybere næste gang

Ejeren og direktøren for LH Gulve er samtidig formand for DI Byg på Fyn, der er arbejdsgiverorganisationen på byggeområdet. 

Han afviser fortsat - ligesom han gjorde tidligere mandag - at det efterlader ham med et særligt ansvar for, at arbejdsgiverne og deres underleverandører overholder overenskomsten.

- Jeg vil ikke sige, at jeg har et særligt ansvar. Men belært af denne sag, vil jeg nok kigge lidt dybere i, hvad det er for nogle underleverandører, vi tager ind.

Kan du blive ved med at sidde på dine tillidsposter i DI Byg og DI Fyn efter denne sag?

- Det må jeg diskutere med min gruppe. Jeg mener, at jeg har gjort, hvad jeg skal, men hvis nogen har en anden holdning, tager jeg det ad notam.

Osman Celik stiftede i 2018 sit første firma i Danmark, efter at han flere gange var blevet dømt for svindel i Tyskland. To firmaer er allerede gået konkurs med milliongæld, anklager om massivt skattesnyd og et sminket regnskab.

Oversigt

    Oversigt