I det fynske folks tjeneste

Formodet kolonihavepyroman fængslet

De fynske kolonihaveejere kan måske sove en smule roligere om natten. Torsdag formiddag fik politiet i Odense fængslet en 33-årig lokal mand, der er mistænkt for at stå bag en hel stribe brande i haveforeningerne i den vestlige del af byen.

Kolonihavehuset i Martinsminde udbrændte i maj. Manden er mistænkt for i alt 13 brande.

Gennem nogen tid har politiet efterforsket mod manden og onsdag blev han så anholdt. Politiet har koncentreret sig om 13 brande, og manden har indtil videre erkendt en del af dem. Det er primært kolonihavehuse, der er blevet brændt af.

- Men det kan også være alvorligt nok. Man kan jo ikke vide på forhånd, om der ligger nogen og sover i dem, siger vicepolitikommissær Carsten Arentoft Andersen.

Blandt andet er det gået ud over huse i Martinsminde, Roerskov og Haugstedminde. Manden blev fængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling.