Fornem pris til fynsk gigtforsker

Professor, overlæge, dr.med. Peter Junker fra Odense Universitetshospital modtog fredag Dronning Ingrids Forskerpris.

Prisen, der foruden hæderen består af 100.000 kr. blev overrakt af Gigtforeningens protektor, Hendes Majestæt Dronningen på Amalienborg.

Peter Junker modtog prisen for sin forskningsindsats inden for især de betændelsesagtige gigtsygdomme.

Blandt andet har han haft stor succes med at opbygge en dynamisk forskergruppe på Odense Universitetshospital, hvor han til daglig er chef for Reumatologisk Afdeling.

Sammen med denne gruppe har Peter Junker været med til at yde en frontlinjeindsats med international gennemslagskraft.

Står for undervisning

Peter Junker har desuden gennem mange år haft hovedansvaret for tilrettelæggelsen af undervisningen af de medicinstuderende ved Syddansk Universitets Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

Samtidig har han deltaget i uddannelsen og efteruddannelsen af reumatologiske speciallæger.

Denne indsats har været med til at sikre et højt fagligt niveau hos reumatologerne - og haft stor betydning for rekrutteringen af nye speciallæger til et område, hvor det danske sundhedssystem har et påtrængende behov for øget tilgang.

Oversigt

    Oversigt