Forretningsmand bag kulturhus: - Det her er der ingen penge i!

Nu får Bogense sit helt eget kulturhus med plads til i alt 1.300 gæster. Forretningsmanden Finn Gramvad syntes, der manglede noget i byen.

Lamperne er hængt op, og der er kommet dug på bordene.

- Man skal få det indtryk, når man kommer ind, at her er sgu rart at være, siger Finn Gramvad, der er indehaver af Bogenses nye kulturhus Støberiet ved Havnen.

Den lille sal er klar til indvielse på fredag. Der er plads til 450 siddende gæster på rækker, eller 350, hvis man skal sidde ved borde og spise.

Og det er bare første etape, for til februar står den store sal klar. Der bliver plads til 850 siddende gæster eller 700 spisende. Lokalerne er indrettet med nye trægulve, vægge, varme og lys i byens gamle plaststøberi, og der bliver scener i begge sale. I den store sal også med backstage-faciliteter.

quote Det her kommer jeg aldrig til at tjene penge på, men det er jo fordi, jeg har lyst til det.

Finn Gramvad, Ejer, Støberiet

Idéen med at indrette kulturhus kommer ikke fra Finn Gramvad selv, for oprindeligt var det ægteparret Heidi Seide og Rehne Jacobsen fra Bogense Kystcamping, der havde lagt planen. De fortrød dog, og lod istedet Finn Gramvad købe det.

Han har gennem de senere år fået en del erfaring med at skabe events på Nordfyn, for han ejer H.C. Andersen Golf i Bogense. For få år siden indrettede han også en stor ladebygning på samme ejendom til kulturevents og navngav den HCA Boxen.

Dér har man netop kunnet se Bogense Revyen blive opført, og tidligere i år har Birthe Kjær og Stig Rossen stået på scenen. 

Da Finn Gramvad fik mulighed for at købe Støberiet, var han ikke i tvivl. Det ville give nye muligheder i byen.

- Du kan jo nok se, hvad vi har her i Bogense. Det kniber jo med at få det til at fungere de steder. Jeg tror, vi kan få nogle store ting hertil, siger han.

Ejendommen blev købt for cirka fire millioner kroner, og ombýgningen koster cirka tre millioner kroner.

- Det her kommer jeg aldrig til at tjene penge på, men det er jo fordi, jeg har lyst til det, understreger Finn Gramvad.

Ingen kommunale penge

Mange andre steder i landet har kommunerne været med til at finansiere og drive kulturhuse, men på Nordfyn har Finn Gramvad gjort det selv. Der var egentlig en sum på 700.000 kroner fra LAG-midlerne til det oprindelige projekt, men modkravene matchede ikke Finn Gramvads ønsker, så han frasagde sig støtten. Og kommunen har han ikke fået noget fra. 

- Vi har spurgt, om der var mulighed for at få tilskud, når det er en privatmand, der opfører det. Men det er der overhovedet ikke mulighed for. Så jeg gider ikke engang begynde at lave en ansøgning, siger Finn Gramvad.

Kurt Christensen (V), der er formand for Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget i Nordfyns Kommune, er begejstret for Gramvads initiativ.

Kurt Christensen, Formand for Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget, Nordfyns Kommune, Venstre.
Kurt Christensen, Formand for Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget, Nordfyns Kommune, Venstre.
Foto: Masoud Pouia

- Det private initiativ hilser jeg meget velkommen. Der er en mand her, der tør tage nogle chancer. Han gør noget. Og vi skal ikke konkurrere med ham, jeg vil hellere have, at vi går ind og laver nogle partneraftaler eller lignende, siger Kurt Christensen.

Det første arrangement i Støberiet foregår 19. november, når World Cup'en i cykelcross køres i området. Der er Støberiet booket til koordination af stævnet. Bogense Linedanceevent afholdes i Støberiet til maj, og Birthe Kjær har takket ja til at holde 50 års jubilæumskoncert senere næste år.

Der er lang vej til at Finn Gramvad får sin investering tjent hjem igen. Men det er heller ikke det vigtige for ham. 

- Jeg håber, man kan gå hjem og sige 'hold op en aften, vi har haft her'.

Støberiets lille sal indvies fredag d. 3. november kl. 15-18, hvor alle er velkomne.

Herunder kan du se TV-indslaget fra Støberiet:

Nu får Bogense sit helt eget kulturhus med plads til 1300 publikummer.Det er sket helt uden kommunens hjælp.
Fotograf: Masoud Pouia
Den store Sal i Støberiet i Bogense er nu under ombygning. Står klar til publikum i februar 2018.
Den store Sal i Støberiet i Bogense er nu under ombygning. Står klar til publikum i februar 2018.
Foto: Masoud Pouia

Oversigt

    Oversigt