Forrygende interesse for Ove Sprogøes samling

Interessen overgik alle forventninger, da Ove Sprogøes kunstsamling blev solgt på auktion. De 46 værker indbragte mere end dobbelt så meget som forventet.

-

Interessen overgik alle forventninger, da Ove Sprogøes kunstsamling blev solgt på auktion. De 46 værker indbragte mere end dobbelt så meget som forventet.

Den afdøde skuespiller Ove Sprogøes kunstsamling gik for en samlet pris på 1,2 millioner kroner, da den under stor opmærksomhed blev solgt hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner i København. De 46 værker var vurderet til en hammerslagspris på sammenlagt 600.000 kroner.

En af højdespringerne var et maleri af den franske maler René Bertholo, som fik hammerslag på 180.000 kroner mod en vurdering på 20.000 kroner. Ove Sprogøes personlige yndlingsbillede, som var et maleri af Jan Voss, blev solgt for 90.000 kroner, hvilket var tre gange mere end vurderingen. De høje priser kan ifølge auktionarius Niels Raben ikke forklares alene som en \"Sprogøe-effekt\".

- Der var mange udenlandske opkøbere imellem, som ikke købte, fordi værkerne havde tilhørt Ove Sprogøe, men på grund af deres kvalitet, siger han.

 /ritzau/

Oversigt

    Oversigt