Forsker: Anker gjorde det godt

Det var en rigtig og klog beslutning af Odenses borgmester, da han tirsdag stod frem i tv, og beklagede telefonsagen og meddelte, at han selv betaler regningen.

- Han er under pres, men han er en dygtig kommunikator, og jeg tror ikke, at han afviger meget fra det han har planlagt at sige, siger Christian Elmelund-Præstekær, der er forsker i politisk kommunikation på Syddansk Universitet.

I interviewet på TV 2/FYN beklagede Anker Boye sagen og det lange forløb.

- Jeg har ikke været tilstrækkelig opmærksom på de SMS?ere jeg har fået, og det beklager jeg, sagde Anker Boye.

Odense Kommune og TDC har indgået forlig om regningen, der kom efter borgmesterens ferie i Tyrkiet tilbage i oktober 2011, og borgmesteren vil selv betale de 125.000 kroner.

- Jeg vil have stoppet denne sag. Det er en stor belastning for mig og min familie. Derfor betaler jeg selv regningen, så det ikke kommer til at lægge skatteyderne i Odense til last, sagde borgmesteren på TV 2/FYN.

Den ydmyge borgmester og den klare beklagelse har gode chancer for at lægge sagen død, mener forskeren fra SDU.

- Han klarede det jo fint kommunikationsmæssigt, og med mindre der kommer en helt ny sag, så tror jeg, at han har gode chancer for at komme sig over det, og stå godt rustet frem mod næste valg, siger Christian Elmelund-Præstekær.

Oversigt

    Oversigt