Forsker: Arena Fyn-sag fra Odense er usædvanlig alvorlig

Det er skærpende, at kommunalpolitikere angiveligt bevidst har overtrådt regler, vurderer Roger Buch.

En sag om potentiel ulovlig erhvervsstøtte fra Odense Kommune til lokale virksomheder er ved at udvikle sig den største skandale i dansk kommunalpolitik siden den såkaldte Farum-sag.

Det vurderer Roger Buch, der er forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

- Det er endnu ikke en Farum-sag på nogen måde, men vi er på niveauet lige under. Og det er meget sjældent, vi ser sådan nogle i kommunerne, siger han.

- Man må gerne købe produkter, men at forære kommunens borgeres penge til virksomheder er ulovligt. Og det er efter alt at dømme det, som Odense Kommune har gjort.

Sagen handler om en række aftaler med lokale virksomheder. Kommunen kommer først i søgelyset i forbindelse med koncerter med kunstnerne Sting og Paul Simon. 

Her støtter kommunen med et beløb uden at undersøge, hvad støtten er værd.

Senere er det i forbindelse med en robotmesse, at kommunen kommer i søgelyset. Her er kommunen gået ud over rammerne for et millionsponsorat til firmaet bag messen. Firmaet gik senere konkurs.

- Igen overtræder man reglerne. Man overtræder endda kontrakter og aftaler, som man selv indgår og påfører kommunen store tab, fortæller Roger Buch, som har fulgt sagen.

Senest har TV 2/FYN, Fyens Stiftstidende og andre medier på Fyn skrevet om støtte til Arena Fyn, der tilsyneladende har modtaget uberettiget støtte.

Kommunens forvaltning havde inden da vurderet i et notat, at støtten formentlig var ulovlig.

- Når man læser det notat, som kommunens egne jurister har lavet, så er jeg ikke i tvivl om, at man har gjort noget ulovligt, siger Roger Buch.

- Det er skærpende, at det ikke bare er en sagsbehandler, som overser eller misforstår en regel. Det er på kommunens øverste niveau, at man fuldt bevidst vælger at overtræde reglerne.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt