I det fynske folks tjeneste

Forsker: H.C. Andersen film bliver pinlig

H.C. Andersen-forskeren Johan de Mylius har kun hån til overs for den nye storfilm om H.C. Andersen. "Det bliver dybt pinligt for Danmark", siger Johan de Mylius om filmen, der vil skildre H.C. Andersen som en kongesøn. Se tv-indslag om filmplanerne

Mylius kræver DNA-test af den fynske digter

H.C. Andersen-forskeren Johan de Mylius har kun hån til overs for den nye storfilm om H.C. Andersen. "Det bliver dybt pinligt for Danmark", siger Johan de Mylius om filmen, der vil skildre H.C. Andersen som en kongesøn.

Den fynske instruktør Erik Bent Svendlunds planer om at lave en international storfilm om H.C. Andersen møder nu stærk kritik fra landets eneste H.C. Andersen-forsker.

Erik Bent Svendlund har snart færdigskrevet et manuskript, der fremstiller H.C. Andersen som et uægte barn af kong Christian VIII og grevedatter Elise Ahlefeldt-Laurvig.

I følge Svendlund, så er finansieringen af filmen også på plads, og premieren er fastsat til 200-års dagen for digterens fødsel 2. april 2005.

"Det er dybt godnat at fremture med de åndssvage påstande endnu engang. Det vil gøre Danmark fuldstændig til grin, hvis vi har verdenspremiere på sådan en film på digterens 200-års dag", siger Johan de Mylius fra H.C. Andersen centeret.

Johan de Mylius har før brugt masser af tid på at afvise teorierne om, at H.C. Andersen skulle være et uægte kongebarn, og det ærgrer ham, at teorien nu dukker op igen.

"Enhver kan se at Christian VIII og H.C.Andersen slet ikke ligner hinanden. Hvis Erik Bent Svendlund holder fast i at ville lave denne film, så vil jeg kræve, at der bliver lavet en DNA-test for én gang for alle at afvise dette pladder", siger en harmdirrende Johan de Mylius.

En DNA-test kan i teorien lade sig gøre, da H.C.Andersen- museet har en hårtot fra digteren. Christian VIII's jordiske rester ligger ved Roskilde Domkirke. Men reglerne siger, at der ikke må tages prøver fra de kongelige, så derfor kan en DNA-test blive svær at gennemføre.

Og det betyder så, at gætterierne om H.C. Andersen kan få lov at fortsætte.