Forsker: Ikke skævt med social dumping i syv ud af 10 gartnerier

Det skabte røre, da en 3F-formand torsdag på TV 2/FYN påstod, at der foregår social dumping i syv ud af 10 danske gartnerier. Gartneri-formanden kaldte påstanden direkte usand. En forsker kalder nu tallet for et ganske godt gæt.

Det var i TV 2/FYN-programmet Debat med Buch, at 3F Odense-formanden gav sit bud på omfanget af social dumping i de danske gartnerier. Og den påstand udløste en ophedet diskussion.

- Det er direkte usandt. Det vil jeg gerne have dokumenteret. Hun sviner branchen i den grad til, og det synes jeg ikke er rimeligt, sagde formanden for danske gartnerier, Kristian Madsen om tallet, der kom frem.

Men formanden for 3F Odense GOPS, Charlotte Vincentz Petersen fastholdt efterfølgende sit skøn.

- Mit gæt er, at hvis man kommer ud, så er der noget at hente hos 70 procent af gartnerierne, sagde 3F-formanden.

Og nu bakker arbejdsmarkedsforsker Flemming Ipsen 3F op. Han kalder det et godt gæt, at 70 procent af de danske gartnerier primært ansætter udenlandsk arbejdskraft - og giver dem markant ringere lønninger og arbejdsvilkår i forhold til det normale for det danske arbejdsmarked.

- 3Ferne er blevet fyret, og dem, der er tilbage, har aftalt med deres arbejdsgiver, at de går markant ned i løn for at beholde jobbet.

Det er ikke ulovligt at indgå aftaler om lave lønninger uden om fagforeningerne, men det kan ifølge Flemming Ibsen være svært at få kortlagt omfanget af social dumping, hvis gartnerierne undlader at offentliggøre deres aftaler om løn og arbejdsvilkår.

Kristian Madsen ønskede fredag ikke at stille op til interview på TV 2/FYN, men fastholder, at der mangler dokumentation for de 70 procent.

Debat med Buch - om gartneriernes fremtid

Oversigt

    Oversigt