Forskning i lys kan gavne fynsk cannabis-produktion

De fynske gartnerier, der inden længe begynder at dyrke medicinsk cannabis, står godt rustet. Dels på grund af deres høje effektivitet - og dels på grund af den omfattende forskning på området, der foregår netop her på Fyn. Sådan lyder vurderingen fra en forsker på Årslev Forsøgsstation.

Midt på Fyn ligger en af højborgene, når det kommer til viden om gartnerier og planteavl. En viden, der kan komme de fynske cannabis-avlere til gavn.

På forsøgsstationen i Årslev, der er en del af Institut for Fødevarer ved Aarhus Universitet, bliver der netop forsket i, hvad forskellige former for lys betyder for planter.

- Vi ved, at de virksomme stoffer, der er i cannabis, bliver påvirket af ultraviolette lys. Så vi tror på, at jo mere lys og jo mere ultraviolet lys man giver planterne, jo mere kan man få af indholdsstofferne, siger Carl-Otto Ottosen, der er professor ved forsøgsstationen i Årslev.

Carl-Otto Ottosen har i mere end 30 år forsket i netop planters vækst under forskellige klimaforhold inde og ude.

Han har besøgt cannabis-avlere i Canada, og han er ikke imponeret over det, han så.

- Jeg var ikke så imponeret. Meget af cannabis-produktionen i Cananda udspringer af et ulovligt system, hvor de har lavet det hjemme i garagen, og så er der så nu bare opscaleret. De bruger ikke en dygtig gartner til at hjælpe sig, siger Carl-Otto Ottosen.

At det i Danmark bliver erfarne garnterier, der begynder cannabis-produktion, giver et helt andet udgangspunkt, siger Carl-Otto Ottosen.

Europas største anlæg

Et af de fynske gartnerier, der nu skal i gang med at dyrke medicinsk cannabis, er gartneriet Alfred Pedersen & Søn i Odense.

Alfred Pedersen & Søn har indgået et samarbejde med verdens næststørste producent af medicinsk cannabis, Aurora.

Det fælles selskab Aurora Nordic Cannabis A/S etableres i Odense. Produktionen skal foregå i nybyggede og fuldt automatiserede dyrkningsfaciliteter, der vil nå op på omkring 93.000 kvadratmeter og gøre virksomheden til en af de største i Europa.

Når det nye gartneri står færdigt, vil det skabe mellem 50 og 150 nye arbejdspladser.

Eksperimenterer med lys i tomatproduktion

Her hos gartneriet Alfred Pedersen & Søn eksperimenterer de netop med forskellige typer lys i tomatproduktionen, og det vil de også gøre med cannabis.

Danske gartnerier er førende i verden, når det gælder forskning i lys.

- Her i landet har gartnerierne forsket i at bruge lys i gartnerier i gennem de sidste 20 år, og vi har set værdien af det. Mange andre lande i Amerika og Europa begynder først nu at overveje at bruge lys, siger Carl-Otto Ottosen.

Carl-Otto Ottosen spår den danske cannabis-produktion gode chancer iblandet en lille advarsel.

- Det Canadiske marked eksploderede fuldstændig. På et tidspunkt bliver markedet mættet, og så vil alle gerne eksportere, og der skal man så finde en højkvalitetsniche for Denmark. Men kan man det, så kan det godt lykkedes, siger Carl-Otto Ottosen.

Der bliver stillet meget skrappe krav til godkendelse, sikkerhed og overvågning ved dyrkning af medicinsk cannabis.
Så på forskningsstationen i Årslev nøjes de indtil videre med at forske i en række andre planter.

 

Oversigt

    Oversigt