Forskning i mere ægte knogle-proteser på OUH

Patienter, der har brug for nye knogler til eksempelvis en hofteoperation eller en stivgørende rygoperation kan se frem til en ny type knogleerstatninger, som Odense Universitetshospital er med til at udvikle.

-

Patienter, der har brug for nye knogler til eksempelvis en hofteoperation eller en stivgørende rygoperation kan se frem til en ny type knogleerstatninger, som Odense Universitetshospital er med til at udvikle.

Hospitalet har netop fået tre millioner kroner til forskningen, som gennemføres på et nyetableret forskningslaboratorium under ledelse af professor og overlæge Søren Overgaard. Det skriver Ritzaus Bureau.

Målet er, at knogleerstatninger i højere grad end i dag skal have de samme egenskaber som ægte menneskelige knogler. Det skal ske ved at tilføre knogleerstatningen stamceller, som er celler, der kan danne kopier af sig selv, og som under de rette betingelser kan danne andre, forskellige celletyper, for eksempel knogleceller.

Anvendelsen af stamceller vil formindske risikoen for afstødning af implanteret knogle fra andre patienter. I dag bruger læger verden over enten patienternes egne knogler eller knogler fra andre patienter hentet i en såkaldt knoglebank, når de har brug for knoglemasse til eksempelvis en hofteoperation, en stivgørende rygoperation eller efter et brud.

Men der er risiko for, at patienten får kroniske smerter, hvis lægerne bortopererer et stykke fra patientens hofteben. Og der kan ske afstødning af et fremmed stykke knogle, der hentes i en knoglebank, ligesom der er risiko for smitte med infektionssygdomme som leverbetændelse eller HIV.

De risici kan undgås ved at anvende knogleerstatning, blandt andet fordi en tilsætning af stamceller fra patienten selv vil give erstatningen de samme egenskaber som patientens oprindelige knogler og dermed mindske risikoen for afstødning.

Forskningen i Odense er en del af et EU-projekt med navnet Autobone. Ud over penge til Odense har EU givet 32,8 millioner kroner til projektet, som involverer 12 samarbejdspartnere, herunder en anden dansk forskningsinstitution, Teknologisk Institut, der skal levere selve knogleerstatningen, som fremstilles af kalciumfosfat.

Med tiden vil knogleerstatningen blive nedbrudt og opløst og fuldstændig erstattet af patientens egen knoglemasse. Professor Søren Overgaard forventer, at man vil være klar til at teste knogleerstatningen på mennesker om fire år.
/ritzau/

Oversigt

    Oversigt