I det fynske folks tjeneste

Forskning skal gøre elbiler lækre

Elbiler skal være et attraktivt alternativ til benzinslugere. Derfor vil Region Syddanmarks Vækstforum skyde penge i et nyt forskningsprojekt, der skal gøre elbiler lækre.

Region Syddanmarks vækstforum vil investere i elbiler

Elbiler skal være et attraktivt køretøj i fremtiden, og hvorfor ikke indrette bilens kabine så den passer optimalt til dens ejer? Nogle bruger bilen som et kontor, andre til ren afslapning og med 28 millioner kroner til forskning skal man udvikle fremtidens elbil så den appellerer mest muligt til brugerne.

Med i projektet er blandt andre Designskolen Kolding, kommuner og en række private virksomheder som Falck, Hjem-Is og Peugeot Danmark. Projektet sætter gennem tre år fokus på ikke blot bilens indretning, men også teknologier, services og forretningsmuligheder.

Det samlede budget er på 28 millioner og de mange millioner kommer dels fra Region Syddanmarks Vækstforum, EU's strukturfondsmidler og Erhvervs- og Byggestyrelsen, der tilsammen bidrager med 19 millioner kroner. Derudover bidrager de øvrige partnere med en kombination af penge, viden og arbejdstimer.

Designskolens rektor Elsebeth Gerner Nielsen er projektleder og hun satser på, at den nye elbil skal være et "lækkert alternativ" for fremtidens billister:

- Vi vil lave en række undersøgelse af brugerne og på den måde finde ud af, hvad der er afgørende for deres valg af biler. Hvad giver dem køreglæde? Den viden vil vi bruge i en række designprocesser så vi kan overbevise danskerne om, at det er en god idé at køre i elbiler, siger Elsebeth Gerner Nielsen.