I det fynske folks tjeneste

Forskningsrådet vil inddrage patienter i forskningen

Patienter skal i højere grad inddrages i forskningen. Derfor søger Forskningsrådet på OUH og Klinisk Institut ved SDU patienter og pårørende, der vil være en del af rådet.

På Odense Universitetshospital følges forskning og behandling tæt ad i hverdagen.

Indtil nu har patienten primært været passiv deltager i forskningen, men fremover vil patienter og pårørende til patienter få en vigtig rolle i selve forskningens tilrettelæggelse.

Derfor søger Forskningsrådet patienter og pårørende, der vil være en helt nær del af arbejdet med forskningen.

- Vi vil have patienterne og deres pårørende med helt ind i forskningen, så vi sikrer, at vi får forsket indenfor områder, der eller risikerer at blive overset. Det, vi som fagfolk vælger at forske i, er måske ikke det, der optager patienterne. Det betyder ikke, at vi vil holde op med at forske i ”vores emne”, men patientinddragelsen kan give forskningen nye dimensioner, som så vil være meget relevant for patienten, siger formand for Forskningsrådet og direktør på OUH, Kim Brixen.

På OUH er grundholdningen, at patienten skal sættes først, og det ikke kun i forhold til dagligdagens behandling. Den tilgang vil fremover blive et vigtigt element i forskningen. 

Patienten og de pårørendes input vil ændre traditionel forskning og åbne døren til en helt anden indflydelse, påpeger næstformand og Institutleder ved Klinisk Institut, Kirsten Kyvik.

- Det stiller naturligvis krav til de patienter og pårørende, som nu fremover vil få mulighed for at præge vores forskning. De patienter, som vi inviterer med i Forskningsrådet, skal have evne til at repræsentere en bredere patientgruppe, og kunne tænke ud over egne erfaringer. Så får de mulighed for at være med til at nytænke strategiske løsninger, siger Kirsten Kyvik.

Ved du noget? Så send os et tip