Konservative vil rive Majeds hjem ned: - Jeg forstår det ikke

Konservatives forslag om at nedrive boligblokke i Vollsmose skaber frustration hos en af de beboere, hvis hjem står til at skulle jævnes med jorden.

Majed Massaad er glad for at være vokset op i Vollsmose. Han har boet i bydelen det meste af sit liv, og den 22-årige mand bor fortsat i Bøgeparken sammen med sin familie. Han bor i en af de boligblokke, som Konservative i Odense vil have revet ned ifølge et nyt udspil.

- Jeg forstår det ikke. Blokkene har ikke noget med de personer, der bor her, at gøre. Det hjælper jo ikke bare at rive dem ned, siger Majed Massaad. 

Flytning af politi vil skabe flere problemer

Tirsdag gik Konservatives spidskandidat i Odense, Søren Windell, ud med et forslag om at rive flere af Vollsmoses boligblokke ned for at komme nogle af Odense-bydelens problemer til livs. I alt ønsker han at flytte 400 familier ud af området. I stedet foreslår Windell, at man flytter Fyns Politis hovedsæde til bydelen. 

Men ifølge Majed Massaad er det ikke mere politi, der er løsningen på problemerne i Vollsmose. Han tror tværtimod, at en flytning af politiet til bydelen vil kunne forværre problemerne. 

- Jeg tror, at det vil blive endnu værre af det. Hvis politiet er herude, vil de blive drillet tit, og så vil problemerne opstå tit. Men hvis de kommer kørende forbi nogle gange og sørger for at folk har det godt, så tror jeg det er bedre, siger Majed Massaad. 

Vollsmose skal i bedre lys

Selvom Majed Massaad er imod det nye konservative forslag, som vil jævne både hans egen og flere naboblokke med jorden, mener han også selv, at der skal gøres noget ved problemerne i Vollsmose. Men ifølge ham burde man starte et helt andet sted. Nemlig med det syn, mange har på Odense-bydelen. 

- Medierne sætter Vollsmose i et dårligt lys. Jeg kender altså mange herude, der spiller fodbold på højt niveau og læser på højt niveau, men dem bliver der jo ikke kigget på. Men når der er en, der smider sten mod politiet, så er der jo flere artikler om ham. Folk tror, at der kun bor kriminelle herude. Men jeg synes, at flertallet herude er kloge mennesker og mennesker, der tager livet seriøst, slutter Majed Massaad.

Oversigt

    Oversigt