Forsøg med daglig lægebesøg på plejehjem

Færre indlæggelser på sygehuset. Det er målet bag et nyt projekt i Odense. I to år får Lokalcenter Rosengård besøg af en læge hver dag.

Hver dag rykker lægen Rasmus Dahl Larsen sin lægepraksis til Lokalcenter Rosengård i Odense. Her bruger han en time på at tilse beboerne.

Den daglige time på plejecentret er et nyt projekt, som Rasmus Dahl Larsen har taget initiativ til. Der er sat to år af til projektet, som indtil videre har kørt i ti uger.

På Lokalcenter Rosengård er man allerede nu glad for det daglige besøg:

- Det er jo en win-win situation både for beboere, personale og lægen. Man har den meget tætte kontakt. Der er ikke noget med, at der går uger eller måneder, inden man ser sin læge, siger forstander Anne-Grethe Sørensen.

Håber er, at projektet vil betyde færre indlæggelser, fordi beboerne kan behandles tidligere på plejehjemmet. Derudover håber Rasmus Dahl-Larsen også, at der vil være færre genindlæggelser.

- Vi kan få taget en hel masse i opløbet og dermed forhindre indlæggelser. Vi står også klar, når de har været indlagt til at kunne læse deres journal og lægge en videre plan, siger han.

Indtil videre er Lokalcenter Rosengård i Odense det eneste plejecenter med dagligt lægebesøg. Men i fremtiden kan det blive bredt ud til andre centre.

Regeringen har nemlig afsat 40 millioner fra satspuljemidlerne til læger på plejecentre.

Oversigt

    Oversigt