Forsøgte at flygte fra politiet i neongrøn Hyundai Getz

31-årig mand har fået konfiskeret sin bil, efter han prøvede at køre fra politiet i narkotikapåvirket tilstand

En 31-årig mand fra Odense har fået konfiskeret sin bil af politiet efter en biljagt onsdag morgen. Politiet forsøgte at stoppe manden ved Lillebæltsbroen. Manden valgte dog speederen i stedet for bremsen, og politiet satte efter ham på motorvejen.

- Han kørte i en ny neongrøn Hyundai Getz af alle biler, så han var til at få øje på, siger vagtchef ved Fyns Politi Lars Fredensborg.

Biljagten fortsatte på motorvejen til Vissenbjerg, hvor han kørte af mod nord.

- Han kører op i noget landzone, hvor vi får ham uden nogen form for dramatik, fortæller vagtchefen.

Manden var påvirket af narko, og han er tidligere frakendt retten til at køre bil for kørsel i påvirket tilstand. Derfor bliver han nu sigtet for narkokørsel og kørsel uden kørekort, ligesom han også har fået konfiskeret sin nye bil.

Oversigt

    Oversigt