Forsøgte at sætte ild til sig selv i arresten: Nu varetægtsfængsles han

En 20-årig afghaner er blevet varetægtsfængslet efter at have sat ild i sin celle i Odense Arrest.

Onsdag blev en 20-årig udvist afghaner varetægtsfængslet indtil 8. marts, fordi han tilbage i januar udsatte andre for fare, da han forsøgte at begå selvmord i arresten i Odense.

Den 20-årige mand prøvede at tage livet af sig ved at sætte ild til både sig selv og cellens inventar med en indsmuglet lighter.

- Han forklarede i retten, at han forsøgte at begå selvmord, og at han ikke var vild med at skulle tilbage til Afghanistan, fortæller anklager ved Fyns Politi, Kristian Nielsen. 

Hvad der præcis fik afghaneren til at starte branden, der var skyld i, at 20 fanger måtte evakueres, skal afklares, når sagen kommer for retten igen til marts. Det samme skal en eventuel straf, hvis manden kendes skyldig.

- Straffen sættes ud fra, hvor store skader branden har forårsaget, og om der har været personer til fare, men der vil formentlig være tale om frihedsberøvelse i flere måneder, fortæller Kristian Nielsen.

Allerede frihedsberøvet

Manden sad i arresten i Odense, fordi Udlændingestyrelsen havde afvist hans asylansøgning. I sådanne tilfælde er det ifølge anklageren normalt at frihedsberøve ansøgerne, selvom de ikke har begået kriminalitet.

Derfor er der også gået mere end de lovmæssige 24 timer efter hændelsen, inden manden blev fremstillet i grundlovsforhør.

- Han har i forvejen været frihedsberøvet i forbindelse med sin udvisningssag, og vi har derfor skulle afklare, hvordan vi skulle gøre med den her sag. Vi har besluttet, at vi kører den, indtil han sendes ud, siger Kristian Nielsen.

Hvorfor den 20-årige afghaner sad i arresten i Odense, ved anklageren ikke. Han er nu overført til Nyborg Arrest.

Oversigt

    Oversigt