Forstærket indsats mod juleindbrud

Fyns politi vil gøre livet surt for julens indbrudstyve. Ekstrapatruljer og mandsopdækning af de kriminelle skal gøre det svært at begå indbrud.

Sidste år blev der begået 165 indbrud i juledagene. Men står det til Fyns Politi bliver det i år surt af være indbrudstyv.

- Vi har identificeret hvem tyvene er. Både dem der sidder ind og dem der er på fri fod, og dem på fri fod holder vi ekstra øje med i juledagene, og særlig på de dage, hvor vi erfaringsmæssigt ved at der er mange indbrud, siger Klaus Arboe Rasmussen, der er vicepolitiinspektør ved Fyns Politi, i Svendborg.

Del af indbrudspakke

Indsatsen mod indbrudstyvene i julen er del af den indbrudspakke, der blev sat igang i foråret. Her aftalte en række ministerier, styrelser, råd, forsikringsbranchen og politiet at sætte ind mod de stadig flere indbrud.

Fyns Politi har udpeget en række geografiske områder, hvor der bliver sat særligt ind. Områder hvor indbrudstyvene har været særligt aktive.  

- Ved at kigge tilbage kan vi se, at nogle områder er mere belastede, og her sætter vi særligt ind i år, men vi følger løbende med og flytter styrkerne der hen hvor indbrudene er, siger Klaus Arboe Rasmussen.

Brug for borgernes hjælp

Den særlige indsats mod indbrud betyder også, at ekstra mange politifolk skal på arbejde i julen.

- Vi har øget patruljeringen og dedikeret den til at løse denne opgave, fortæller vicepolitiinspektøren.

Samtdig med den øgede indsats håber poliet på hjælp fra borgerne.

- Hvis man ser noget i juledagen, der ser mistænkeligt ud, vil vi meget gerne høre om det. Vi kan ikke være alle steder på en gang, så vi har brug for hjælp fra borgerne, slutter Klaus Arboe Rasmussen.

Oversigt

    Oversigt