I det fynske folks tjeneste

Forstærket kamp mod bander

Mange medlemmer af Black Army sidder i fængsel, og banden har droppet rygmærker og klubhus. Alligevel forstærker Odense Kommune nu kampen mod dem.

Odense Kommune forstærker kampen for at komme Black Army til livs

Selvom Black Army generelt er under pres, har Odense Byråd afsat ti millioner kroner til at styrke kampen mod banden med forebyggelse og hjælp til ofre og udsatte.

Et to-årigt projekt med forebyggelse skal få flere børn til at fravælge bandemiljøet og i stedet indgå i sunde fællesskaber i fritids- og foreningslivet.

Læs også Black Army til politiet: Vi opløser os

Projektet retter sig mod mellem 200 og 300 børn i 6. klasse i de fire områder i Odense, hvor flest børn står på den såkaldte bekymringsliste hos SSP (skole, samfund og politi).

Lige så vigtigt det er at få sat bandemedlemmer i fængsel, lige så vigtigt - eller endnu vigtigere - er det at få stoppet fødekæden til banderne

Susanne Crawley Larsen, børn- og ungerådmand, Odense, (R)

Børnene vil møde en forebyggende indsats i skoletiden, og nogle af dem vil også få tilbud om hjælp og støtte i fritiden.

- Lige så vigtigt det er at få sat bandemedlemmer i fængsel, lige så vigtigt - eller endnu vigtigere - er det at få stoppet fødekæden til banderne. Vi skal kunne tilbyde de unge nogle fællesskaber, som er mere attraktive end bandernes, siger børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen (R) og fortsætter: 

Læs også Skød betjent: Black Army-medlem idømt seks års fængsel

- Når vi nu sætter ind allerede i 6. klasse, er det fordi, det ofte er i den alder, at de unge mennesker får nogle flere frihedsgrader i forhold til deres fritid og for eksempel begynder at vælge foreningslivet fra, 

Hjælp til ofre og udsatte

Over de samme to år afsættes tre millioner kroner til frivillige og sociale organisationer, der arbejder med udsatte, så de kan lave akutindsatser, hvis for eksempel hjemløse bliver udsat for trusler fra bandemiljøet, til at rekruttere frivillige og til at oplyse om indsatsen.

Akutindsatser kan blandt andet være at hjælpe udsatte væk fra byen i en periode.

Læs også Nicolaj lever i skjul for Black Army: Nu vil Pape gøre noget

Håbet er, at det også kan få flere til at vidne om bandeaktiviteter.

At skulle vidne i en retssag kan virkelig være noget, der kræver psykiske kræfter

Ib Christensen, rådgiver hos Offerrådgivningen Fyn og koordinator på projektet

Desuden vil kommunen tilbyde psykologhjælp til odenseanere, der er ofre for, vidner eller pårørende til ofre for bandekriminalitet, og støtte Offerrådgivningen Fyns arbejde med at støtte, rådgive og vejlede ofre for bandekriminalitet.

- Det kan være en rigtig hård proces at være offer for kriminalitet, og hvis man ikke får noget hjælp undervejs, kan det i værste tilfælde ende med, at man mister sit arbejde, siger Ib Christensen, der er rådgiver hos Offerrådgivningen Fyn og koordinator på projektet. Han tilføjer:

- At skulle vidne i en retssag kan virkelig være noget, der kræver psykiske kræfter, og her kan vi hjælpe ved at tale med ofrene og støtte dem. For eksempel ved at tage med i retten, når de skal vidne.

De nye indsatser er udarbejdet i samarbejde med blandt andet politiet, relevante organisationer og boligselskaber.

De ti millioner blev afsat i kommunens budget for 2018, men blev først udmøntet af byrådet onsdag.