I det fynske folks tjeneste

Forstærkning: Bulldogs henter svensk angriber

Foto: Laust Jordal/Jysk Fynske Medier

Sebastian Strandberg er ny mand i Odense Bulldogs. Han kommer fra den svenske klub HV 71 i Jönköping.

24-årige Sebastian Strandberg bliver seneste skud på angrebsstammen i Odense Bulldogs.

Det oplyser den fynske ishockeyklub i en pressemeddelelse.

Sebastian Strandberg er allerede i dag på plads hos Odense Bulldogs, hvor han betragtes som en forstærkning.

Strandberg har fået sin hockeyopdragelse som del af et talentfuldt kuld i storklubben HV 71,  i Jönköping, hvor han har haft den tidligere Bulldogs-profil, Johan Hult, som sportschef.

I forrige sæson var han udlånt til Malmö Redhawks, hvor han spillede på hold med Tony Romano, mens sidste sæson blev tilbragt i ECHL hos Evansville IceMen.

Nu gælder det Odense Bulldogs, og det glæder cheftræner Peter Johansson.

- Det glæder mig meget, at det er lykkes at hente Sebastian. Han er en spiller, som vil arbejde hårdt, og som både kan spille powerplay og boxplay. Vi har fået særdeles gode referencer på ham, og han vil passe fint ind i vores måde at spille på, udtaler Peter Johansson.

Sebastian Strandberg har indgået en kontrakt for resten af sæsonen. Der arbejdes på højtryk for, at han allerede vil være spilleberettiget fra fredagens kamp i Metal Cup i Aalborg.

 

 

 

Ved du noget? Så send os et tip