I det fynske folks tjeneste

Første gang i 10 år: løberne svigter Eventyrløbet

For første gang i 10 år bliver Eventyrløbet i Odense ikke udsolgt. Et mættet marked for løb og det kolde forår får skylden.

Alt udsolgt. Sådan har beskeden fra Eventyrløbet lydt de seneste 10 år midt i april. Men i år er situationen helt anderledes. Der er solgt omkring 21.000 startnumre og dermed stiller omkring 3000 færre løbere op til start end de foregående år.

- Jeg tror, at det hænger sammen med den lange og hårde vinter. Folk er ikke kommet i gang med at løbe, og derfor får de ikke tilmeldt sig, siger løbsleder fra OGF, Klaus Winther.

Løbslederen slår allerede nu fast at løbet 9. maj ikke vil blive udsolgt, selvom Eventyrløbet er en tradition for mange virksomheder. Et støt stigende antal løb påvirker nemlig også virksomhedernes tilmeldinger i år.

- Markedet for løb er ved at være mættet. Der kommer hele tiden nye løb til, og det er klart, at det også påvirker Eventyrløbet, siger Klaus Winther.

De færre tilmeldinger i år betyder, at der bliver ekstra travlt på løbskontoret, da personalet fortsat skal tage imod tilmeldinger og ordne dem manuelt - i modsætning til de sidste 10 år, hvor alle tilmeldinger har været overstået midt i april.

Men de 3000 færre løbere i år får også økonomiske konsekvenser for Odense Gymnastik Forening, der arrangerer Eventyrløbet.

- Vi skal jo bruge det samme personale, og betale det samme for musikken, så det er klart, at der bliver mindre tilbage til klubben, når vi har 3000 færre tilmeldte, siger løbslederen.

Ved du noget? Så send os et tip