Første opgave er at finde ny OB-træner

Det har førsteprioritet for OB-direktør Thomas Christensen at finde en ny OB-træner. Først herefter går han i gang med at finde en ny sportsdirektør.

Som første punkt på Thomas Christensens to do-liste står, at han skal have fundet en ny cheftræner til OB.

Den administrerende direktør for hele Odense Sport & Event fik tirsdag også overdraget direktøransvaret for den sportslige del af virksomheden efter fyringen af Kim Brink.

- Når man tager så stor en beslutning, som det er sket her, så står vi tilbage med en stor opgave. For mig bliver det første at finde en ny træner.

- Der skal laves en profil på, hvad han skal kunne, og det går vi i gang med nu. Uanset hvor meget, der bliver gættet, så kan jeg slå fast, at intet står klart på den front overhovedet, siger Thomas Christensen, der varsler, at han først efter træneropgaven vil gå i gang med at lede efter en sportsdirektør.

Foreløbigt overtager Uffe Pedersen træneransvaret sammen med Henrik Clausen, og Thomas Christensen lægger ikke skjul på, at han har stor tillid til den erfarne træners muligheder for at ændre på situationen i klubben.

- Vi er meget glade for, at han kan træde til. Han har været i klubben siden 1974, han har stor erfaring og er en meget kompetent træner, lyder det fra Thomas Christensen.

Han er ikke meget for at sætte en tidshorisont på sin trænerjagt, men lægger dog ikke skjul på, at han har så meget tiltro til den midlertidige løsning, at han ikke har travlt.

Oversigt

    Oversigt