I det fynske folks tjeneste

Første razzia på ny motorvej

Den ny motorvej lagde tirsdag morgen asfalt til den første fartkontrol. Men fangsten var lille. De fynske bilister kører nemlig pænt på den nye asfalt.

Kun fire bilister røg i fartfælden tirsdag morgen mellem 7.30 og 8.45 i Ringe.

Rigspolitichefens Færdselsafdeling var på fartjagt på den ny motorvej ved Ringe. Men der var langt mellem fartbøllerne tirsdag morgen. Kun fire bilister overskred fartgrænsen på 130 km/t.

De fire kørte mellem 148 og 158 km/t, og kan se frem til bøder på mellem 1000 og 2000 kroner.

- Det er positivt. Folk kørte jo pænt, men derfor vil vi alligevel med jævne mellemrum kontrollere for at markere, at vi er der, fortæller vicepolitikommissær, Preben Ingemansen fra Rigspolitichefens Færdselsafdeling.