I det fynske folks tjeneste

Første skridt mod elektroniske valg

Som led i et forsøg vil vælgere i seks kommuner blive registreret elektronisk, når de stemmer til kommunalvalget. Systemet afprøves blandt andet i Odense

For første gang i danmarkshistorien vil vælgere blive registreret elektronisk, når de går til stemmeboksene til kommunalvalget den 15. november.

Ordningen er et forsøg, som er udviklet i samarbejde med KMD. Systemet afprøves på valgsteder i København, Frederiksberg, Glostrup, Høje Taastrup, Odense og Aalborg

- Det er første bud på en elektronisk vælgerregistrering, siger produktchef Palle Skovlund fra KMD.

I Glostrup testes systemet på Nordvangskolen. Her vil vælgernes valgkort blive skannet - ligesom varerne i et supermarked. Dermed bliver der automatisk sat kryds i en digital valgliste.

- Det er første skridt hen mod elektroniske valg. Endemålet er, at borgerne på et tidspunkt skal kunne stemme elektronisk - og gerne hjemmefra via internettet - ved folketingsvalg, kommunalvalg, europaparlamentsvalg og andre folkeafstemninger, siger vicekommunaldirektør Ole Holm fra Glostrup Kommune.