Forsvarer i brandstiftersag: Ingen beviser for noget som helst

En 41-årig odenseaner må vente til fredag med at få svar på, om han bliver dømt for at stå bag 14 brande i Odense.

Onsdag var fjerde og sidste dag i retssagen mod den 41-årige odenseaner, der er tiltalt for 14 brande og et tilfælde af blufærdighedskrænkelse. Den 41-åriges forsvarer, advokat Sten Møller, brugte det sidste retsmøde på at forklare, hvorfor der ikke er grundlag for, at hans klient får en fængselsstraf.

Anklageren krævede tirsdag, at den 41-årige idømmes otte års fængsel, men det er alt for højt, vurderer forsvareren, der kort og godt ikke mener, at der er beviser nok i sagen.

- Det er ikke bevis for noget som helst, sagde Sten Møller i Retten i Odense onsdag med henvisning til de 100 timers overvågningsvideo fra tiltaltes bopæl, der ifølge anklageren viser, at hver gang den 41-årige forlader sin bopæl i Volderslev, opstår der en brand et sted i Odense.

Ingen konkrete beviser

Ifølge forsvareren viser overvågningsvideoerne ganske rigtigt, at den 41-årige forlader sit hjem, men der er ”intet”, der tyder på, at den 41-årige også har sat ild til 14 bygninger i Odense.

Der er ingen overvågningsvideoer, der viser, at han sætter ild til noget, begrunder forsvareren. Omvendt mener forsvareren, at alle pile peger på den 41-årige.

- Der er ikke noget i bevismaterialet, der taler imod, at det er den 41-årige, der står bag brandene, sagde anklager Jacob Thaarup.

Forsvarer: Højst seks års fængsel

Anklageren mener derfor, at det er paragraf 180, den hårdeste paragraf, der skal i spil, og derfor kræver han otte års fængsel.

Hvis tiltalte bliver dømt for alle 14 brande og efter den hårdeste straf, forklarede forsvareren onsdag i retten, at der højst kan være tale om seks års fængsel.

Selv om der er forårsaget skader for mellem 25 og 30 millioner kroner, gør Sten Møller opmærksom på, at der ikke har været sat ild til beboelsesejendomme.

- Der har ikke været menneskeliv i fare, sagde Sten Møller i Retten i Odense onsdag.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det brænder, når han forlader sit hjem

Ifølge anklageren er det bemærkelsesværdigt, at der i en periode er en slående lighed mellem de gange, den 41-årige forlader sin bopæl og de brande, der er opstået i Odense. Som Jacob Thaarup forklarede tirsdag, så er opstået en brand i Odense, hver gang den 41-årige har forladt sit hjem i Volderslev.

quote Det er ikke bevis for noget som helst.

Sten Møller, forsvarer

Der er ligeledes en periode på mere end seks uger, hvor den 41-årige slet ikke har forladt sit hjem. Da tiltalte endelig forlader sit hjem den 13. februar 2016, opstår der kort efter endnu en brand, den 14. og sidste brand ifølge anklageskriftet i Dalum Idrætsforening.

- Der kan være mange grunde til, at han ikke cyklede så meget i den periode, forklarede Sten Møller onsdag i Retten i Odense, hvor han også fortalte, at hans 41-årige klient netop havde hvisket til ham, at han havde haft kraftige smerter, så derfor havde han ikke været udenfor i hele perioden.

41-årig fik sidste ord i retssagen

Anklager Jacob Thaarup mener dog, at det er på grund af en overvågningsvideo, som politiet offentliggjorde den 4. januar 2016, der er den virkelige årsag til, at den 41-årige ikke ønskede at vise sig offentligt. Han må have vidst, at politiet ledte efter ham.

Den 41-årige har ikke ønsket at udtale sig til poltiet eller svare på anklagerens spørgsmål i retten. På retsmødet onsdag gav dommeren den 41-årige odenseaner mulighed for at få sidste i retssagen.

- Ellers tak, svarede den 41-årige.

Forsvareren sagde i sin procedure onsdag, at hans klient skal frifindes. Anklageren kræver otte års fængsel.

Dommen falder først fredag, hvor retsformand og dommer Kirsten Mathiesen og to domsmænd har set alt bevismaterialet igennem og er klar til at få sagen i byretten færdiggjort. Dommen falder fredag den 16. december klokken 11.00. 

 

De 14 brande i Odense

 

 

Oversigt

    Oversigt