Forsvarer: PJ's erfaring med våben er pral

Den terrortiltalte PJ's snak om sin erfaring med molotovcocktails på aflytninger er pral, mener forsvarer.

Når PJ sidder i Rejsestalden på Christiania og fortæller fire venner om sin store erfaring med at fremstille molotovcocktails, er det pral, mener hans forsvarer.

Det siger Hanne Reumert i sin afsluttende procedure i sagen, hvor hun forsvarer PJ - den ene af de fem mænd mellem 21 og 24 år, som er tiltalt efter straffelovens terrorparagraf for at stå bag politisk motiverede brandstiftelser.

- Hvorfor mener man, at PJ har erfaring? Det ved man, fordi han praler med det, siger Hanne Reumert og understreger, at hun også tvivler på, at han er ekspert i musefælder, som han ellers havde fortalt i rygepausen:

- Sådan er PJ. Når han fortæller, giver han udtryk for, at det ved han alt om. Det gør han også i Rejsestalden.

PJ er en af de fem tiltalte mellem 21 og 24 år, som - på kryds og tværs - tilsammen er sigtet for at stå bag brandattentater i 2010 og 2011 mod blandt andet Politiskolen, Nestlé, Saga Fur, den græske ambassade, PET's kantine og Rigspolitiets Datacentral.

Tobias Melsted, Anders Christtreu, Daniel Holst og PJ blev taget på fersk gerning om natten den 26. april 2011 under et forsøg på at sætte ild til Politiskolen. Den femte mand, FP, blev anholdt i maj på sin bopæl i Odense.

Da politiet ransagede Rejsestalden, fandt man 21 hjemmelavede molotovcocktails i et køleskab.

Men det er ifølge Hanne Reumert ikke nok til at kæde 23-årige PJ sammen med de andre tiltaleforhold for andre brandstiftelser, for både dunke og klude er almindelige i en molotovcocktail.

- At man bruger brandbar væske gør ikke, at det er samme gerningsmand. Der er mange, som bruger samme måde, og mange som kan ændre det undervejs, siger hun og fremhæver, hvordan våbnet ændrer sig i de forskellige attentater i tiltalen.

- Forestil jer, om man kan sige, at den hashtågesnak er mere end hashtågesnak? Uanset om den ene pludselig siger, at vi skal da tage hele demokratiet. Men det gjorde de ikke, afslutter hun:

- Han skal ikke dømmes for mere, end hvad hans forsæt er. Man kan ikke dømme folk uden beviser.

Oversigt

    Oversigt