I det fynske folks tjeneste

- Forsvaret kan gøre droner til det næste fynske erhvervseventyr

00:18

Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), håber, at Forsvarets tilstedeværelse i dronetestcenteret i H.C. Andersen Airport kan skabe grundlag for et nyt fynsk erhvervseventyr. Video: Boeing

Forsvaret flytter ind i det nationale dronetestcenter i H.C. Andersen Airport i Beldringe. Odenses borgmester ser store perspektiver militærets kommende tilstedeværelse i centeret.

I forsvarsforliget, der blev indgået søndag, blev dronecenteret i Odense Lufthavn, H.C. Andersen Airport, udpeget som officiel samarbejdspartner med Forsvaret.

Helt konkret betyder det, at Forsvaret vil etablere et kontor med et par ansatte i lufthavnen, som fremover skal stå for samarbejdet med dronecenteret, UAS Denmark. Desuden vil Forsvaret også deltage med en repræsentant i dronecenterets ekspertpanel, det såkaldte advisory board.

Det er et marked, der spås rigtig stor vækst og et marked, der kan være rigtig stor indtjening og rigtig mange arbejdspladser i. Og der er vi rigtig godt forberedt nu

Peter Rahbæk Juel

Selvom der altså ikke i første omgang følger mange arbejdspladser eller penge med, så håber flere politikere, at Forsvarets officielle blåstempling af det fynske dronecenter vil betyde flere arbejdspladser i fremtiden.

- Sidste år blev H.C. Andersen Airport udpeget til nationalt testcenter for civil droneudvikling. Med det nye forsvarsforlig går Forsvaret med, og det bliver også centrum for den militære udvikling og test af droneteknologi. Så Danmark har peget på, at det er med udgangspunkt i H.C. Andersen Airport, at Danmark skal i front på droneområdet, siger Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S).

- Det er et marked, der spås rigtig stor vækst og et marked, der kan være rigtig stor indtjening og rigtig mange arbejdspladser i. Og der er vi rigtig godt forberedt nu, uddyber borgmesteren.

Store perspektiver i Forsvarets engagement

Hvis man nærlæser teksten i det nye forsvarsforlig, så drejer Forsvarets engagement i dronetestcenteret sig i første omgang blot om to-tre ansatte og et fint messingskilt, der viser Forsvarets tilstedeværelse. Groft sagt.

Alligevel mener Peter Rahbæk Juel, at der er store perspektiver i Forsvarets tilstedeværelse i H.C. Andersen Airport. 

Læs også Forsvarets nye dronecenter skal ligge på Fyn

- For det første så er det jo lagt oveni, at vi allerede er et nationalt center for test og udvikling af droneteknologi. Nu kommer militæret med ind, og det gør, at næste skridt er at få virksomheder med ind, så det her kan gå fra at være gode testfaciliteter til at blive et erhvervseventyr. Ligesom vi har set på robotområdet, siger Peter Rahbæk Juel.

Han mener, at militærets kommende tilstedeværelse i testcenteret i sig selv vil tiltrække nye virksomheder, der arbejder med produkter, som henvender sig til både civil og militær dronebrug.

- Det gør, at virksomheder, der vil teste droner og grej, som både henvender sig til civile og Forsvaret, de kommer nu meget tættere på Forsvaret også, forklarer borgmesteren.

Strategisk vigtige arbejdspladser

På trods af, at Forsvaret i det nye forlig tilføres 12,8 milliarder kroner frem mod 2023, og at der blandt andet skal oprettes 700 nye stillinger, så er Peter Rahbæk Juel ikke skuffet over, at blot to-tre af de nye jobs i Forsvaret ender på Fyn. 

Læs også Dronerne får førsteret til nordfynsk luftrum

- Nej, jeg er faktisk glad for, at vi får det, vi gør. Det kan godt være, det ikke syner af meget, men det er strategisk rigtig vigtigt, og der kan være rigtig mange potentielle arbejdspladser i det her. Jeg tror, at droneområdet har samme potentiale som robotområdet, siger borgmesteren.

Han sammenligner det lidt med medicinalindustrien, der også har brug for at teste og afprøve nye produkter, før de sendes på markedet.

- De testfaciliteter, vi har i H.C. Andersen Airport, det er de eneste af den type testfaciliteter til droner, der er i Europa. Så det svarer lidt til, at hele medicinalindustrien skal til Odense for at teste deres medicin, før det kan komme ud på markedet. Sådan er det med droner. Og med både den civile og den militære indsats er der et rigtig stort potentiale.

- Så er det op til vores egen dygtighed, kløgtighed og tæft at få lavet virksomheder og arbejdspladser ud af det, siger Peter Rahbæk Juel. 

01:22

Der er ingen penge med til dronecentret i Odense Lufthavn i det nye Forsvarsforlig.

Luk video

 

Ved du noget? Så send os et tip