Forsvundne Helle: Politiet indstiller eftersøgning

Den aktive eftersøgning af den 58-årige Helle Hauberg Hansen fra Svendborg, som sidst er set tirsdag aften, er sat i bero, fortæller Fyns Politi.

Både torsdag og fredag var Fyns Politi afsted med hunde i eftersøgning af Helle Hauberg Hansen fra Svendborg. Desværre gav eftersøgningen intet resultat.

Fyns Politi fortæller nu, at de indstiller den aktive eftersøgning efter den 58-årige.

- Området hun kan være forsvundet i, det bliver simpelthen for stort. Det tager lang tid at eftersøge med hunde. Vi skal være helt sikre på, at der ikke er nogen, før vi går fra stedet, fortæller vagtchef fra Fyns Politi Thomas Bentsen.

Helle Hauberg Hansen blev sidst set på sin bopæl i Fruerparken i Svendborg tirsdag klokken 19.00. Udfordringen er nemlig, at hun kan være kørt på sin sorte elscooter og kan derfor være kommet langt omkring.

- Hvis nogen ser en elscooter, der ser lidt forladt ud, så vil vi meget gerne høre fra dem. Nu har vi nemlig ikke flere oplagte steder at lede, fortæller vagtchef fra Fyns Politi Thomas Bentsen.

Helle Hauberg Hansen beskrives som 58 år gammel, 175 centimeter høj og overvægtig. Hun har kort, mellemblond hår og bærer briller. Hendes påklædning er ukendt.

Hvis nogen ser hende eller hendes sorte elscooter, bedes man kontakte Fyns Politi på telefon 114.

Oversigt

    Oversigt