Fortjent OB-sejr over Vejle

Et sandt chanceorgie resulterede i en fortjent OB-sejr på 2-0 over Vejle. Men det holdt hårdt, og Vejle-målmand Jimmy Nielsen forsvarede sit mål godt.

OB forsvarede søndag eftermiddag SAS Ligaens førsteplads med en fortjent 2-0-sejr over Vejle. Men der gik 78 minutter før Hans Henrik Andreasen fik scoret det første mål.

OB satte gæsterne fra Vejle under et massivt pres gennem hele kampen, og det gav fynboerne flere store chancer, som dog ikke blev udnyttet til mål i første halvleg. Chanceorgiet fortsatte efter pausen, og Vejle kan i høj grad takke målmand Jimmy Nielsen for, at gæsterne ikke lukkede flere mål ind. Han havde flere flotte redninger og blokeringer på de mange OB-forsøg.

Til sidst kunne Vejle ikke holde stand længere. Først scorede Hans Henrik Andreasen, og kort før tid satte Johan Absalonsen et flot langskudsmål ind.

Oversigt

    Oversigt